Louise Juhl

Hun siger, at det ind imellem er som om, jeg svarer på noget andet end det, hun spørger mig om. Nåh? svarer jeg og siger, at jeg nogen gange – specielt om morgenen – stiller mig foran spejlet for at se, hvem der først slår øjnene ned.
Det griner hun lidt af.
Hun foreslår, at jeg starter med vejrtrækningen. Ikke hele tiden, slet ikke, bare tre gange når du vågner, og så et par gange i løbet af dagen, siger hun. Man skal ikke forcere noget, det er ligesom med løbetræning, man lægger ikke heller ud med en halvmarathon, vel? fortsætter hun. Det er ikke et spørgsmål, men et svar.
Hun forklarer, at jeg skal tælle til fire, når jeg trækker vejret ind og til otte, mens jeg puster ud. Jeg gør, som hun siger. Det falder mig ikke naturligt at gøre, hvad hun siger. Det falder mig egentlig heller ikke naturligt at trække vejret. Det sidste fortæller jeg hende.
Du må love mig at gøre det alligevel, smiler hun.
Hun hedder Karen, hun er sidst i tyverne, det er i hvert fald mit bud, men jeg har ikke spurgt hende. Det lægger vores relation ligesom ikke op til. Her er det Karen, der spørger og mig, der svarer.
Hvad mærker du lige nu?, spørger hun og samler sine hænder foran sig. Jeg er et øjeblik bange for, at hun vil række dem frem, hænderne, og tage om mine. Det gør hun heldigvis ikke.
Jeg føler mig utilpas, svarer jeg. Det snurrer i mine hænder, som om de er ved at tø op efter frostvejr. Jeg kan mærke mine bilnøgler i lommen og tænker, hvor langt mon sådan nogle nøgler kan række, kan de nå gennem murene og ud på p-pladsen? Og hvad mon det er for nogle signaler, der går fra nøglerne og ud til bilen, kan det være dem, der er skyld i at mine fingre snurrer?
Ja? gentager Karen, men jeg har glemt, hvad vi snakker om.
Ja? spørger jeg, og håber, at hun kan hjælpe. Det kan hun.
Du mærker, at du er utilpas, hvordan mærker du det,? spørger hun.
Jeg kan huske, at jeg som lille tilbragte ferierne hos mine bedsteforældre. Både min farmor og morfar boede i det sydlige Jylland, ikke langt fra hinanden, så vi kunne slå to fluer med ét smæk og besøge dem begge på en gang. Vi kørte i bil derned, det var en tur på mere end 3 timer, omkring Viborg og Vejle. Måske også Nørre Snede? Før vi kørte, skulle vi “tisse af”. Hvis der skulle tisses før vi var fremme, så var det dér, for der ville ikke blive gjort holdt undervejs. Så løb vi ind på toilettet. Mine ben var korte, så jeg kunne dingle med dem, frem og tilbage, når jeg sad på brættet, det var hyggeligt. Det kan jeg ikke mere. Min mor kom ind og åbnede for vandhanen, hun havde læst, at det skulle virke befordrende på tissetrangen. Lidt efter råbte min far, at nu måtte det vist være godt med det tisseri, vi skulle jo gerne nå frem før midnat, og jeg hoppede ned fra brættet, skyllede ud, vaskede hænder og skyndte mig ud til bilen.
Det var en mellemblå volvo, en af den slags, man bedst kan beskrive som en kasse med fire hjul. Solid og robust. Vi sad tre på bagsædet, mig og mine to brødre. Jeg var den mindste, så jeg skulle sidde i midten, hvor pladsen var trangest. Det var før, man opfandt seler til bagsædet, så jeg var helt stiv ved tanken om, hvordan jeg lige præcis ville kunne kile mig vej mellem de to forsæder, hvis bilen bremsede hårdt op. Ud gennem forruden, ud på asfalten, bum. Jeg forsøgte, at forklare for mine brødre, at det ville være meget bedre hvis en af dem sad i midten, for de var så store, at de ville sidde fast mellem ryglænene foran, hvis vi kørte galt. Vi endte med at sidde, hvor vi hele tiden havde siddet.
Vi spillede som regel Sænke Slagskib eller Ordet Begynder Med, indtil vi kom op at skændes om, om det var ok at bruge ordet bums om den lillebitte røde prik, som min bror havde på hagen, og som ifølge ham “overhovedet ikke var en bums, men bare en knop.” Så var det slut med at lege, og resten af tiden havde jeg ikke andet at give mig til end at være hunderæd for at blive slynget gennem forruden. Jeg begyndte også at fokusere på min voksende tissetrang. Jeg prøvede at krydse benene, først det ene øverst, så det andet, eller jeg pressede en knyttet næve ind mellem benene for at lukke hullet. “Jeg skal altså tisse,” forsøgte jeg, men fik at vide, at jeg skulle have “tisset af” hjemmefra. Så blev der trykket på speederen, og min skræk for at ryge gennem forruden voksede, det samme gjorde tissetrangen.
Hvordan mærker du, at du er utilpas?
Det er Karen igen.
Jeg er lige ved at svare noget med, at det er som om at tisse i bukserne, mens man kører galt, men kommer i tanke om det hun sagde om, at jeg nogle gange svarer på noget andet, end jeg bliver spurgt om. Prøver så det med vejrtrækningen: iiiind og uuuuuuuud. Det fungerer fint. Det er rart.
Det føles godt, svarer jeg, og trækker vejret iiiind og uuuuuuuud.
Godt? spørger Karen lidt forvirret.
Ja, gentager jeg, men jeg skal tisse.
Jeg rejser mig, mens Karen begynder at skrive en hel masse ned på sit papir.
Tiden er vist også ved at være gået, siger hun så og lægger papirene fra sig. Trykker mig i hånden.
Vi ses, siger hun og slår øjnene ned.