Louise Juhl

Da jeg var lille, læste min mor tit bøger højt for mig. En af dem handlede om en krokodille, der græd så meget, at den fyldte en hel sø. Der var bare ikke rigtig nogen, der troede på krokodillen, på at den var trist. Det var jo bare krokodilletårer!
Nogle gange har jeg det som en trist krokodille, så sidder jeg og stirrer med våde øjne, fylder en kop med gråd. Det er ikke fordi, jeg tror på den slags, altså på at krokodiller græder eller at mine følelser kan fylde en sø. Slet ikke.
Men hvad stiller man op med det, man ikke tror på, men som alligevel sker? Med tristhed og grådkvalte kopper. Kan man afsætte dem til nogen andre, måske en reklame for Merrild kaffe:
“Hvilken gråd byder du uventede gæster?”