Ensomig #237
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg står op 5.58 , laver kaffe, tænder computeren. I nyhederne læser jeg om angrebet i London, bagefter om spændinger mellem Kiev og Kreml: “Det handler om at dræbe eller at blive dræbt,” står der. I Viborg er en handicappet pige druknet i en sø, hun blev kun syv år. Allernederst en undseelig notits: En chauffør fra Midttrafik er kørt en omvej for at sikre at en beruset kvinde kommer helskindet hjem. Det er så let at få øje på tragedierne, at konkludere, at verden er fuld af lort, men så: En omsorgsfuld chauffør og solen, der skinner helt vildt og uden beregning, det er aldrig forgæves at stå op, heller ikke om mandagen.