Louise Juhl

I dag kørte vi mod sydvest, til Nørre Vorupør, mest fordi vi kunne. Det sidste kørsel foregik ad en meget lige og meget smukt beliggende landevej med udsigt til marehalmsklædte klitter på begge sider.
Lige efter Hanstholm mødte vi en række biler, der holdt parkeret langs siden. Flere passager stod og talte sammen. To unge fyre gik over vejen og bukkede sig ned på modsatte side. Så så jeg, hvad der var sket. Et stort rådyr lå i grøftekanten, påkørt men ikke dødt. De to drenge holdt dyrets hoved mellem deres hænder, det så skræmt ud, dyret, panisk. En af drengene rejste sig, jeg vil skyde på han var omkring de tyve, gik tilbage til sin bil, åbnede bagsmækken, tog noget op. Det var en hammer. Han gik tilbage over vejen, men der gik flere sekunder, før det gik op for mig, hvad der skulle til at ske. Den unge fyr så forpint ud men også resolut.
Vi kørte videre, før der skete mere, og jeg græd som pisket. Jeg har ellers ikke let til tårer, fordi sorg eller tristhed altid rammer mig som en knibetang, der griber fat, låser mig, giver mig åndenød, panik, voldsom rastløshed. Men sjældent gråd.
Men i dag kunne jeg græde, måske fordi dyret så så skræmt ud, måske fordi den unge fyr måske for første gang skulle træffe en afgørelse på liv og død. Han gjorde det eneste rigtige, det er slet ikke det, men nogle gange føles det eneste rigtige godt nok forkert.
Lidt efter gik vi en tur ved Tvorup Plantage, landskabet mimede nøjagtig mit humør. Sådan er det heroppe nordpå – man kan ikke løbe om hjørner med virkeligheden.

Update: Har lige talt med min mor om episoden, fordi det undrer mig, hvor hårdt det har ramt mig. I nat vågnede jeg ved, at jeg ligefrem græd i søvne. Hun fortalte, at hun engang kørte ned for at se en nyfødt i familien, hun havde sin mor, min mormor, med. På et tispunkt lyder der et voldsomt bump mod forruden, min mor har ramt en stor måge. Hun standser bilen for at komme sig over forskrækkelsen, og min mormor går ud og ser efter fuglen. “Den ligger derhenne,” peger hun “den er ikke død, den bevæger vingerne, forsøger at komme på benene, vi må hjælpe den.” Min mor spørger hvordan, om hun skal ringe efter en dyrlæge, men min mormor ryster på hovedet, går tilbage ad vejen, løfter den stor fugl op i vingerne, og slår hurtigt og hårdt dens hoved mod asfalten. To gange. Så går hun tilbage til bilen,  sætter sig ind og min mor kører videre. Der er stille på resten af turen.

“Er du klar over, hvor store øjne en måge har?,” spurgte min mor mig i går i telefonen. Det er næppe tilfældigt, at vi kalder øjnene for sjælens spejl.