Louise Juhl

Kære brevkasse

Jeg skal forsøge at gøre det kort.

Det drejer sig om min krop. Altså: Mine bryster hænger, hvor bryster plejer at hænge, og mine ben bevæger sig også i samme retning som jeg selv. Så langt, så godt.
Jeg har efterhånden lært mig mine fingres navne og ved, at det er godt, at jeg har ti af dem, så længe de ikke alle er tommelfingre. Jeg ved af erfaring, at forskellen mellem længden af min pege- og ringfinger nøjagtigt modsvarer mine negles farve – hvilket naturligvis kun giver mening, hvis du (som jeg) bryder tal på samme måde, som prismer bryder lys. Mine knæ er en historie for sig, de forsøger at kompensere for et ringe selvværd, ved hæve sig uforholdsmæssigt over det omkringliggende bentøj. En adfærd, der altid får mig til at tænke på kuglefisken, hvis oppustede ydre jeg også oplever er et forsøg på at dække over et usædvanligt kedeligt indre liv.
Jeg er som udgangspunkt tilfreds med det hele. Min krop fungerer stort set efter hensigten: Mine læber kysser, min næse nyser, og mine øjne bemærker registrer omgivelserne i nogenlunde overensstemmelse med virkeligheden.

Jeg ved derfor ikke, hvordan jeg skal forklare det, jeg nu har at sige. Men det forekommer mig, at min krop og jeg er vokset fra hinanden, at min krop i hvert fald er vokset fra mig. Den er så at sige begyndt at gå sine egne vej. Vil jeg til venstre, går min krop til højre, og det sker stadigt oftere, at jeg finder mine hænder langt nede i en pose skumfiduser uden mit tilsagn.
Det bekymrer mig, ikke mindst konsekvenserne på sigt. Hvordan skal jeg for eksempel pille næse uden hverken næse og finger, og hvad gør jeg den dag, jeg får et fiskeben i den gale hals, uden en hals at sidde galt i.

Jeg håber, du vil tage dig tid til at svare.
Alt godt
/Louise