Louise Juhl

Det er så meget af det, jeg husker, der ikke passer. Og endnu mere, der ikke passer, men som jeg (helt upassende) husker. Hele tiden denne glidning mellem det teatrale og det virkelige, som om virkeligheden ikke var teatralsk nok i forvejen, som om det teatrale ikke allerede err alt for virkeligt.

Du taler til min fornuft, taler om ret og rimeligt. Kærligheden er ikke rimelig, fornuften endnu mindre. Jeg er ikke rimelig, jeg kan ikke tales til fornuft.

Jeg ved, at du gemmer dig. Jeg også hvor. Jeg ved, at du ved, at jeg ved, hvor du gemmer dig. Vi lader begge som om, du er væk, som om vi ikke ved, hvor du er gemt.

Jeg elsker det, der er væk, lige så stærkt som jeg hader, det du har gemt. Jeg hader det gemte, fordi jeg ved, hvor det er og ved, at hvis jeg finder det frem, kan jeg ikke længere elske dig.

Det bliver mit ansvar at du forbliver gemt, ikke at finde dig frem. Det er en måde at bevare kærligheden på. Helt urimeligt.