Louise Juhl

fuck en dag, så fuld af tanker og mindre end det: små stik i siden, jeg læser signe maxens sort galde og er glad for hende uprætentiøse sprog, hendes fine overvejelser om sproget som en attrap for virkeligheden og samtidig som den eneste vej ind i samme virkelighed, bogen ender underligt tungt desværre, i morges vågnede jeg og var led ved dagen, bange for alt det, der ikke længere skal ske, jeg drak kaffe, gik tur med hunden, fotograferede en meget lille og meget gennemsigtig snegl i min vindueskarm, samlede nedfaldsæbler op fra plænen, nogle helt tunge og klistrede af forrådnelse, en virkelig hæslig skønhed, den søde, vamle lugt oveni, så slog jeg græs, insisterede på at slå de samme områder flere gange, tog på biblioteket for at aflevere linda knausgårds “velkommen til amerika”, som var for indadvendt for min smag, smed en pakke i postkassen og kørte i kvickly for at købe sennep, der var ingen udover mig, pigen ved kassen tilbød mig en rabatkupon til et omrejsende cirkus, der gæster byen i næste uge, jeg, der hader cirkus, alle de malplacerede røde næser, alle de heste med fjer på hovedet, der cirkulerer rundt til ingen verdens nytte, alligevel tog jeg imod kuponen, hjemme igen faldt jeg i søvn, så tungt, at det ringede for mine ører, da jeg vågende igen, så gav jeg hunden mad, kørte i skoven, tog et billede af en frygtløs frø, der ikke hoppede væk, selvom jeg kom helt tæt på med kameraet, mærkelig frø, fin frø, frø, nu er jeg hjemme og drikker rosé for ikke at græde, jeg har brug for trøst, selvom jeg ikke ved, hvad jeg vil trøstes for, det er forresten en virkelig dårlig rosé.