Louise Juhl

For nogle år tilbage hørte jeg en udsendelse på P1, den handlede om børnesoldater. En såkaldt fredsbevarende soldat fortalte, hvordan han havde set børn på 10 år med røde narkopåvirkede øjne, der – ofte efter at have mistet hele deres familie – nu var så forhippet på at lystre og opnå anerkendelse, at de frivilligt meldte sig som levende skjold for deres ledere. Jeg kan huske, at han beskrev, hvordan han en dag i sit arbejde med at hjælpe børnene, havde oplevet, at et af dem havde peget et gevær mod ham og truet med at skyde. Journalisten fra P1 var rystet: “Hvad gør man i sådan en situation, hvad gjorde du?,” og soldaten svarede: “Skød ham mellem øjnene.”
Bagefter havde han grædt, fortalte han, “børnesoldater er altid ofre, aldrig forbrydere.” Det program og den beretning har sat sig spor i mig. Jeg tænker tit på, hvad jeg ville have gjort, hvis valget stod mellem at skyde et barn eller at blive skudt af samme? Om jeg, som børnesoldat, ville have skudt og dræbt uskyldige, måske andre børn, fordi alternativet ikke fandtes eller fordi det at være del af en gruppe var bedre end at være forladt, at være ingenting? Sikkert.
Soldaten (måske var han officer, jeg husker det ikke præcis) beskrev en enorm skyldfølelse over det, han havde gjort, selvom han handlede i selvforsvar. Han følte sig skyldig i et barns død: “Hvordan skulle jeg iKKE være skyldig, forklar mig det?”
Skyld er en kompliceret størrelse. Jeg kender en præst, der føler sig skyldig, fordi han tvivler på Gud, “men den eneste, der kan give mig tilgivelse er Gud, som jeg har så svært ved at tro på.” Min mor har fortalt, hvordan hun i årevis følte skyld, over min sygdom: Hvad havde hun gjort galt, hvad havde hun overset? Al den slags martrede hun sig selv med, mens jeg, omvendt, følte en kæmpe skyld over at gøre min mor ulykkelig, at opføre mig usselt, at jeg på den måde straffede min mor for noget, hun ingen andel havde i.
Det er det, der er så fandens ved skyld. Jeg ved godt, at den er et vigtigt og nødvendigt som et moralsk/etisk pejlemærke i vores omgang med andre mennesker. At den gør, at vi ind imellem stopper os selv, før det er for sent, at vi føler os forpligtede i forhold til hinanden. Men skyld kan også blive et gevær med et sigte i begge ender, en krig hvor alle er ofre, som i tilfældet med børnesoldaten og den udsendte. Jeg ved ikke, om der er noget at gøre ved det.

https://www.unicef.dk/fakta-om-boernesoldater