Louise Juhl

Jeg har brug for at gøre mig uforståelig, tale i tunger, sige noget andet end “Også mig.” Vælling, kælling, kylling, måske.
Det er ikke fordi, jeg skammer mig over det, der skete, men fordi jeg skammer mig over, at det skete.
Det var lige efter, at jeg havde sagt, at den her gang, var sidste gang. At nu var det slut.

Jeg sad på en skammel, han kom hen, bøjede sig ned. Så tog han mit ansigt mellem sine hænder, sagde: “Du kan jo se, hvor langt du når.”

Måske skulle jeg have kæmpet. Fjernet hans hænder. Insisteret. Men jeg gjorde ingen af delene. I stedet gik jeg ud på badeværelset, tog et bad. Låste op, da han lidt senere bankede på, lod ham komme ind til mig under bruseren. Jeg havde stadig alt tøjet på, drivvådt.

Jeg kyssede ham, han sagde “Jeg vidste, at du ikke mente det.”

Så gik han, og jeg satte mig i det drivvåde tøj på toiletbrættet. Min krop var så tung, at jeg troede, gulvet ville bryde sammen under mig. Men det var kun mig, der brød sammen.

Lidt efter kom han tilbage. Han havde lavet te, min yndlings med lakrids- og pebermyntesmag. Han holdt koppen for mig, mens jeg drak, som hvis jeg havde været alvorligt syg.

“Tak,” mumlede jeg.

“Det var så lidt,” svarede han og lagde en hånd på min ryg.

Nej. Det var det ikke.

Det var alt for meget.