Louise Juhl

Jeg ved ikke, om min morfar døde med vilje, men han gjorde ikke modstand, da vejret nægtede at trække sig selv. Anderledes med min farmor, hun havde spillet tennis som ung og klaver som ældre, så da der til sidst ikke længere var noget, der spillede for hende, blev hun vred. Vred over, at stegen blev for sej eller sovsen for mør, vred over at krympede omkring hendes ansigt og hænder. Og uanset om det nu var huden, der blev for lille, eller min farmor, der blev for stor, så endte de to ting i hvert fald med at vokse fra hinanden.
Hun blev begravet ved siden af min farfar – på kirkegården i Vamdrup, hvor min onkel også ligger.
Jeg tænker på de to i dag, morfar og farmor, og på alt det vejr, de trak. På alt det, jeg nu trækker, men mest i langdrag.
Imens læser jeg “En fortælling om at være træt” af Anders Haahr Rasmussen: Om “nadi shodhan pranayama”, vekselåndedræt, som påstås at afbalancere højre og venstre hjernehalvdel. Jeg prøver mig frem: Tomlen på højre næsebor, trækker vejret ind ad det venstre, løfter tomlen og trykker med ringfinger mod det andet næsebor, puster ud af det højre. Laaaangsomt – og så igen. Jeg tror egentlig ikke på den slags, men det føles godt, ingen kommer til skade, og mere forlanger jeg ikke.