Louise Juhl

Jeg taler ikke med nogen om det, der virkelig optager mig.

Hvem talte de med?
Hvem talte min mor med, udover ekspedienterne i supermarkedet, som hun insisterede på at behandle personligt og med respekt. “Hvad hedder du?” kunne hun for eksempel spørge, når hun betalte, fordi hun ikke kunne døje tanken om at nogle skulle servicere hende, uden en efterfølgende tak: “Tak, Morten,” sluttede hun så sit indkøb af. Eller “Tak, Bitten” eller Rikke, eller hvad de nu hed.
Da jeg blev syg i starten af halvfemserne, var dét, at have en datter med anoreksi, nogenlunde det samme som at afsløre sig selv som et monster, et kvindemonster: Altdominerende og med sygeligt høje forventninger til sit afkom, følelseskold og kontrollerende. Meget kan man sige om min mor – hun er behagesyg, har svært ved at sige fra og sikkert en masse andre ting – men dominerende, det er hun i hvert fald ikke. Jeg ved, at min mor kæmpede meget med tanken om, hvad andre tænkte og mente, og oveni det kæmpede hun med skyldfølelsen: tænk at have et barn, der nægter at spise, tænk at det barn, man har skænket livet, nu vender livet ryggen til det? Hvad gør man? Hvem taler man med?
Jeg ved, at min mor værgede sig ved at opsøge det offentlige behandlersystem, både fordi hun selv arbejdede indenfor det og derfor vidste, hvordan psykiatrien fungerede – eller netop ikke fungerede, men også fordi hun frygtede at møde alle fordommene om moren bag anoreksien. Jeg tror ikke, at hun gik til psykolog, men jeg ved, at hun fulgte en række møder i en selvhjælpsforening, og at det trøstede hende at møde andre i en lignende situation, der hverken havde hugtænder eller horn i panden, men nogen nær fortrolighed tror jeg ikke, at hun fandt der.

Hun havde en veninde helt tilbage fra barndommen i Sdr. Bjert, veninden, J, boede nu i Aalborg ligesom os. Hendes datter og jeg var en overgang bedste veninder, lige indtil vi ikke var det mere. Jeg husker ikke, hvad der skete, hvorfor vi pludselig ikke så mere til hinanden, men jeg tror at Lea, som hun hed, følte sig svigtet af mig. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt spurgte hende, hvad hun mente med, at jeg havde svigtet hende. Hun svarede “Alene dét, at du ikke selv kan se det.” Jeg forstod ikke, hvad hun mente med det, det gør jeg stadig, men måske er det deri, svigtet består?

Min mor og J vedblev med at se hinanden. Det var altid om torsdagen, de mødtes, for da havde min mor fri. Præcis klokken 15.00 ringede J på fordøren, med favnen fuld af kager fra bageren. Jeg ved, at min mor helst havde været fri for kagerne, der var med flødeskum og marcipan, at hun tænkte på sit kolesteroltal, men ikke nænnede at ødelægge J’s glæde ved at give, og derfor kæmpede sig vej gennem flødeskum, vanillecreme og det, der var værre.
J var skolesekretær, fraskilt, og meget belæst. Flere gange hver måned tog hun til Nørresundby, for at se smalle film, som biografen dér eksellerede i. Ingenting var for langt eller for fremmedartet for J: Hun elskede Kurosawa, og deltog en vinter i et marathon forløb over flere måneder, hvor samtlige Kurosawas film blev præsenteret, og en svensk professor kom og holdt foredrag om hans filmsprog- og teknik. Hun læste alt fra Pynchon til Bergman, de store forfatterskaber, og fulgte samtlige folkeuniversitetets kurser indenfor religionsvidenskab og filosofi. Min mor beundrede J for hendes vid og disciplin, men følte sig samtidig underlegen, at hun på en eller anden måde burde undskylde, at hun foretrak slægtsromaner, krimier og familiefejder fra den russiske zar- tid. Min mor var hverken uintelligent eller antiintellektuel, tværtimod, hun spekulerede fra morgen til aften over alt, hvad hun så og fornemmede, stort og småt, og af samme grund brugte hun litteraturen som et helle. Her kunne hun koble af, lade sig forføre, befri sig selv for de evigt tunge eksistentielle temaer, hun ellers altid grublede over.
J og min mor gik ture, lange ture, de besøgte udstillinger og gravhøje sammen, der blev også snakket “siden sidst”, men Lea og jeg var tabu. Jeg ved ikke hvorfor, om de følte, de skulle være solidariske med deres døtres uvenskab, jeg kan simpelthen ikke gennemskue det. Men jeg ved, at min mor aldrig delte sine bekymringer om mig og min sygdom med J.

De må have talt sammen, min far og mor, jeg var trods alt indlagt i sammenlagt mere end halvandet år, det kan ikke være passeret i tavshed.

Min far og jeg, derimod, talte aldrig om min sygdom indbyrdes. Det gør vi sådan set stadigvæk ikke, min far nøjes med at konstatere, at det er godt, at jeg ikke længere er syg. Det kan jeg ikke være uenig med ham i, og jeg ved heller ikke, hvad jeg ville svare, hvis han spurgte om det store “hvorfor”?
Jeg aner ikke hvorfor, og jeg er slet ikke sikker på, at der findes et “derfor!”
Min far er ikke så meget for at “snakke følelser”. Det betyder ikke, at han er ufølsom, langt fra, han er supersensitiv, græder, når han hører Mozarts Requiem eller hvis John Wayne bliver skudt i en cowboyfilm. Han elsker at tale erindringer, om min farmors islagkager, min farfars arbejdsliv, kollegievennerne, det hele. Alt sammen fortalt med grådkvalt stemme og en taknemlighed, der tårner sig op i øjnene, så de til sidst flyder over. Følelser har han nok af. Han snakker bare ikke om dem, i hvert fald ikke de triste eller negative. “Det kan ikke nytte noget,” siger han, og det er muligt, at han har ret, men selvom de ikke gør nytte, de skide følelser, så er de ikke desto mindre meget virkelige.

Min far foretrækker at handle, at gøre noget, forandre. Han samler en reol eller beskærer et frugttræ eller skærer nogle af sine fine små træfigurer, som han er så eminent til at lave. Han finder det helt rette stykke træ, han dimensionerer, måler vinkler, tager fotos af mennesker i samme positur som den, figuren skal indtage, og overfører med kalkerpapir til træet. Han har forklaret mig, at det ikke drejer sig om at skære af  – men om at grave frem. “Jeg finder den figur, der i forvejen findes inde i træet,” siger han. Det er sguda en dejlig tanke, gad vide, hvad en psykolog kunne få ud af den.
Han bruger timer, dage, uger på at skære og pudse og male og gøre ved. Jeg har fået en del af disse figurer, og jeg elsker dem, jeg elsker alt ved dem, udtrykkene, tiden, der er brugt på dem, håndværket, omhuen. Han pakker dem ikke ind, figurerne, der følger ikke noget kort eller en kærlig hilsen med, han ridser ikke et “jeg elsker dig. kh far” i bunden. Næ, han giver bare figuren – og resultatet er jo det samme.

I årevis har jeg forsøgt, aset og maset og forlangt, at min far skulle lytte – uden det store held. Han bruger bare ikke det der med at tale om følelser. Det ved min mor, hun har været gift med ham i mere end 50 år, og elsker ham for, hvad han er og også for det, han ikke er.
Jeg ved ikke, hvem de har talt med, hverken min mor og min far. Måske finder jeg aldrig ud af det, måske kommer det slet ikke mig ved.