Louise Juhl

I dag for jeg vild.
I hvert fald stod jeg på en skovsti i Tversted plantage i Nordjylland og græd?
M var med, han holdt om mig, spurgte, hvorfor jeg græd: Om jeg var ked af noget, bange? Noget tredje?
Jeg svarede: ” Det ved jeg ikke?, ” og vi gik videre.

Senere på turen fortalte M om en novelle, han havde læst -af Alice Munro. Han ville vide, hvad jeg mente, novellen handlede om.
“Det ved jeg ikke,”  svarede jeg
“Man behøver heldigvis ikke forstå alt, for at sætte pris på det,” sagde han så.
Af en eller anden grund føltes det som en trøst.