Louise Juhl

Da jeg var barn, tænkte jeg tit på, om jeg var psykopat. Jeg havde hørt ordet i en tv-udsendelse: En mand havde myrdet ni kvinder, skåret dem i stykker og opbevarede dem nu syltetøjskrukker i formalinopløsning. “For altid at have dem i frisk erindring,” forklarede han.

Jeg spurgte min mor, hvad en psykopat var for noget, men hun skyndte sig at slukke for fjernsynet og svarede, at “den slags skal et barn ikke bryde sit hoved med.”

Jeg endte med at tro, at en psykopat var et menneske, der holdt så meget af sine kære, at han eller hun måtte skære dem i stykker og opbevare den i små beskyttede rum, for altid at have dem tæt på sig.

Først meget senere fandt jeg ud af, at der fulgte følelsesmæssig afstumpethed og ansvarsløshed med diagnosen, og jeg blev meget opmærksom på, om det var karaktertræk, jeg selv bar.

Jeg tænkte for eksempel på, at jeg engang ved en fejl havde glemt
et glas med haletudser i min vindueskarm, og først alt for sent fandt dem, livløse. Var min ansvarsløshed psykopatisk? Havde min skam, da jeg hældte de sædcellelignende organismer i toilettet, været tilstrækkelig stor?

En anden gang stjal jeg en kæde, min mor havde købt til en kollegas datters konfirmation, den var af sølv og med et vedhæng i turkis. Jeg fandt kæden uimodståelig og stjal den. Godt nok kun for at gemme den i et par gamle gymnastiksko og aldrig finde den frem igen, af angst for at blive afsløret.

Var jeg mon psykopat, når min angst for straf føltes stærkere end min anger?

I går så jeg så en video på youtube med en schäfer, der havde stået fastlænket samme sted i ti år. Hundens pels var sine steder opløst af dyrets ekskrementer, og den kunne ikke længere støtte på bagbenene. Den var udsultet og havde voldsomme tics: den løb efter sin egen hale og slog sig hele tiden med forpoten på snuden. En venlig familie tog dyret til sig, vaskede og klippede pelsen, gav den mad og tonsvis af omsorg. De byggede endda en lille vogn med hjul, hunden fik spændt om bagkroppen, så den kunne bevæge sig frit. Den kom sig: ticsene aftog og den legede med andre hunde. Jeg græd og græd, da jeg så videoen, hulkede.
Men bagefter – stadig den her tvivl: skyldes mit hulkeri medfølelse med dyret, eller var det bare min egen grådige appetit efter omsorg, jeg kunne mærke?