Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvor akavet en situation kan blive, men det er i hvert fald pænt akavet at ligge ved tandlægen, bedøvet og med et spyt-sugende instrument hængende ud af munden – og så begynde at græde.
“Virker bedøvelsen ikke,” spørger tandlægen usikkert, “skal jeg holde en pause?”

Jeg nikker, og tandlægen stopper med at bore. Hun smiler medfølende til mit rødøjede ansigt, hun minder mig lidt om min mor. Det får mig til at græde endnu mere. Tandlægen aner ikke sine levende råd, hun forstår ikke, hvad der er galt, hun borer jo ikke længere?
“Gør det stadig ondt?” spørger hun og roder febrilsk ved nogle instrumenter på bordet ved siden af, som om den blotte tilstedeværelse af stål og kirurgiske redskaber kunne være en forklaring på min gråd.
Jeg nikker, ja det gør stadig ondt, og tandlægen puster luft ned mod tanden, nok mest for ikke at sidde og føle sig hjælpeløs, tænker jeg. Jeg græder nu så stærkt, at jeg er nødt til at synke og glemmer alt om spytslugeren, der falder ud. Assistenten rækker som pr. refleks ud og griber den, før den rammer gulvet. Så undskylder hun, som om det er hendes skyld, at instrumentet faldt på gulvet, måske er det endda hendes skyld, at jeg græder, ja at jeg overhovedet fik hul i min tand i første omgang?
“Undskyld,” gentager hun.

Tandlægen kører stolen op i vandret, jeg tørrer øjnene. Det hjælper kun kort, tårene bliver ved at løbe, og fordi min højre underkæbe er bedøvet, løber der mundvand ud af mundvigen. Det er efterhånden svært at skille sekreterne fra hinanden: spyt, tårer, sved.
Assistenten rækker mig et glas vand, som om det ville hjælpe. Men jeg har rigelig vand fra både øjne og mund, så jeg ryster på hovedet, “Nej tak.”
Til sidst tager jeg mig sammen, genvinder fatningen. Jeg beder om en servicet, tørrer mund, så øjne. Jeg er for forfjamsket til at ænse, at det nok havde været mere hensigtsmæssigt, om jeg havde gjort det i omvendt rækkefølge. Servietten kradser mod mit ansigt, det er en af den slags, der tværer vandet rundt istedet for at tørre det af. Tandlægen ser på mig. Assistenten ser på mig. Jeg ser ned på servietten i mine hænder.
Ingen af os ved, hvad vi skal stille op med os selv eller med hinanden.

Det er nu, jeg burde gå til bekendelse og fortælle, at min gråd intet har med hverken tand eller manglende bedøvelse at gøre. Jeg græder fordi, der er for meget vand i mine øjne og for meget lort i verden. Fordi der er alt for mange hvaler med plastik i maven og endnu flere mennesker på flugt i overfyldte både. Det er nu, jeg burde undskylde , at jeg at jeg brød i gråd, satte himmel og jord i bevægelse – og fik både tandlægen og hendes assistent til at føle sig skyldige for det altsammen.

Men det gør jeg ikke, jeg pudser bare næsen, siger: “Vi må vel hellere få det overstået.”