Louise Juhl

Jeg havde en mærkelig oplevelse i går. Jeg sad på Skanderborg station og ventede på toget 16.01 mod Aarhus, det var forsinket 12 minutter. Jeg satte mig på en bænk for at vente, postede et eller andet på Instagram, skrev indkøbsseddel til weekendens mad og sendte et fingerkys til en veninde, der er alvorligt syg.
En mand, måske 60 år?, med åbenstående skjorte og knælange cowboyshorts kommer gående, han virker målrettet, jeg kender ham ikke. Da han er ud foran mig, siger han – meget højt – “Nå hej, har du det bedre end sidst?” Jeg kender som sagt ikke manden, så jeg svarer bare høfligt at: tak, jeg har det fint – og ser igen ned i min telefon, for ligesom at vise, at der ikke er mere at komme efter. Men manden insisterer – stadig meget højt – “du havde det ellers rigtig, rigtig skidt sidst, hva, det er godt, du har det bedre, du ku jo næsten heller ikke ha det værre.” Jeg bliver lidt beklemt ved situationen, siger noget i retning af: “Jeg tror, du forveksler mig med en anden”, men manden svarer “Nåhhh, du er bange for, at det kommer ud. Jamen du skal da ikke være flov, vi kan allesammen snuble i livet ind imellem.”
Jeg forsøger at ignorere ham og er samtidig ikke helt uden tanke for, hvad de andre ventende på stationen måske tænker, selvom det jo – med mandens begrundelse – faktisk er pisseligemeget. Altså HVIS jeg havde haft det rigtig skidt, så er det jo ikke noget, jeg havde behøvet at skjule. Men når jeg nu rent faktisk ikke kender manden OG ikke har det skidt OGhar fødselsdag OG er på vej ind for at møde min søde mand og spise sushi, så er det bare temmelig akavet, at den her mand bliver ved at påstå, at jeg har det rigtig skidt eller at jeg prøver at skjule, at jeg tidligere har haft det – ikke bare skidt men rigtig rigtig skidt.
“ER DU FLOV – HALLO! DU ER SGU DA EN DEJLIG DAME, SELVOM DU GODT NOK VAR NEDE OG KYSSE GULVBRÆDDERNE, HAHA” råber han nu, og jeg er lige ved at rejse mig, men skal jo med toget, der nu kun er tre minutter fra ankomst, og egentlig synes jeg heller ikke, at det er mig, der bør trække mig fra den her diskussion.
“Prøv at hør, jeg kender dig ikke, og jeg har det aldeles udmærket, og jeg ved ikke, om du er fuld, dum, glemsom eller ensom, men det er altså lidt ubekvemt at stå her og blive udstillet som en, der har gjort i nælderne”
“UDSTILLET? JEG UDSTILLER SGU’TTE NOGEN, JEG KAN SGU DA SAGTENS BÆRE OVER MED DIG OG DET, MIN VEN, DET SKAL DU IKE TÆNKE PÅ”.
Endelig kommer toget, og manden tilbyder en hånd, så jeg kan komme op fra bænken, jeg vælger dog at afslå. Skynder mig hen og tjekker ind med mit rejsekort, går ind i toget. Manden bliver stående på stationen, råber “MEN ALTSÅ: FÅR DU BRUG FOR HJÆLP EN ANDEN GANG, SÅ KENDER DU JO MIT NUMMER”.
Så lukker dørene og jeg kører til Aarhus.