Louise Juhl

Mens planterne dør i min vindueskarm, og plænen kvæler græsset, og folk køber bil nummer tre og fejrer torsdagen med 300 gram velhængt oksehøjreb af dyr opdrættet til at dø, og en dame køber tyve Kings uden filter i kiosken, mens hun stolt fortæller kassemedarbejderen, at hun er i fuld gang med at planlægge juleferien, der i år skal foregå så langt hjemmefra som muligt, “tanzania”, siger hun, “med fly: vildtsafari,” og jeg bilder mig ind, at jeg hører hende sige, “alt andet end virkeligheden,” men det siger hun ikke, vel?, i går optrådte Britney Spears 300 meter fra, hvor jeg bor, ifølge anmelderne en skrækopvisning i kunstigt engagement og syntetisk sang, hvad havde de forventet, inderlighed?, og som om det ikke var nok at græsset visner, at dyrene dør, at flyverne flyver, så sidder jeg på min flade røv ved min skærm og vrænger tavst, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal stille op, hejhejspejl, hejhejboomerang, sådan er det, hver gang man peger en finger i de andres retning, er der fire, der rammer en i nakken – eller noget.