Louise Juhl

Så leger vi, at jeg skal lege mig selv, og at jeg ved, hvem dét er. Så jeg står op og trækker i min krop. Børster tænder – først overmund, så undermund – i både højre og venstre side.

Vi leger, at jeg tager dagene på mig, som om de giver mening. Mandagen først – hælde mælk over gryn, passe job, vaske hænder. Vi leger også, at øvelse gør mester, at jeg øver som en gal, nat og dag, og ender med at blive god til det meste. At skære skiver af osten uden at hule den, for eksempel.

Vi leger, at jeg får mig en hund, at jeg kaster med pind og at hunden jagter den med en iver, jeg aldrig selv har følt. Vi leger, at jeg forsøger at gøre hunden kunsten efter, jagter pind, men at det aldrig lykkes mig at opnå dyrets eufori. 

Da legen er slut og pointene gøres op, ender jeg som nummer næstsidst. Jeg scorer tårnhøjt på dét med osten, men det manglende jagtinstinkt trækker  voldsomt ned. Kun Benita slutter efter mig. Hun bliver diskvalificeret, fordi hun nægter at spise seks hundrede gram grønt om dagen – og alle ved, at så kan man ikke være med i legen.