Louise Juhl

Jeg ved, at hun lytter, også når jeg ingenting siger.
Jeg ved præcis, hvordan hun trækker vejret så lydløst, at hendes ånde ikke forstyrrer øjeblikket. Jeg ved, at hun ser mig sidde i i stuen – på gulvet af træ, lakeret, det skinner så fint. Jeg ved, at hun ikke vil forsøge at forklare eller regne ud, når jeg stryger puden over ryggen. Frem og tilbage, frem og tilbage, hundredevis af gange. Selvom jeg ikke tæller, ved jeg præcis hvor mange. Ikke nioghalvfems, ikke et hundrede og én gang.

Min mor ser lakken på gulvet, gentagelserne og den ro, de giver, hun ser det hele og trækker vejret helt stille og venter. Men ikke på, at det holder op.