Louise Juhl

Vi får ikke talt om haletudser.

Men vi går i Kop og Kande og ser på kinesisk keramik, og da vi kommer hjem, hjælper du mig med at finde den fugl i ler, jeg gemte væk engang, jeg troede, at det var mindre af alt, jeg havde brug for.
Vi finder den i en kasse på loftet. Jeg har åbenbart ikke gjort mig den umage at pakke den ind, men den er ikke kommet noget til. Vi stiller den på skrivebordet ved siden af fire strandsten og den lille gule badeand i plast, jeg har fået i gave. Der står den godt.
Vi taler også om at miste. Eller du siger:
”Jeg bliver jo 80 næste gang.”
Jeg svarer dig noget i retning af, at jeg har svært ved at forestille mig, at du en dag ikke vil være her mere og puster på teen, selvom den ikke er varm.
”Jeg har ærlig talt også lidt svært ved at vænne mig til tanken,” siger du og skifter emne – taler om, hvor varm oktober har været. – At det føles, som om du har fået en ekstra årstid forærende:
”Hvor heldig kan man være” spørger du, men jeg tror ikke, at det er meningen, jeg skal svare.