Louise Juhl

Du spiser en solsikkebolle, jeg har købt ved bageren i Føtex.
Bladrer i en kogebog, “Ny nordisk hverdagsmad.”
Spørger, om jeg bruger perlebyg i min madlavning?

“Laminatgulv er nok det mest praktiske,” svarer du, som om jeg har spurgt om noget i den retning.

Din hals virker udsat, der er små brune pletter på dine hænder.
I næste uge skal du ind og have en ny protese. Det er noget med den lim, lægerne bruger, den holder kun et år.
“Hvis ikke den bliver skiftet, risikerer jeg at tabe brystet, når jeg bukker mig ned,” griner du og ser træt ud.

Du vil lave æbleflæsk til aften.
Din søster kommer og besøger dig i november.
Du har læst en artikel på vej i toget herned – af en tyrkisk journalist, den var god.

Du siger “der er ikke noget som en oktobersol”
Jeg har sådan lyst til at kysse dig.

Du bærer en ravklump i en kæde om halsen.
Du har gjort dig umage.
Det er det mindste, man kan gøre, har du altid lært mig.

Du er begyndte at læse enkeltfag på HF. Psykologi.
Du er forarget over den måde, vi behandler de sindslidende på, “det er simpelthen uciviliseret,” mener du.

Din kusine har lige fået konstateret demens.
“Det fører kun en vej,” sukker du, “og det er ikke til Rom.”

Du går næsten altid i blåt.
Din far havde ni søskende, seks drenge og tre piger.
Jeg spørger, hvor du skal holde jul. Det har du ikke bestemt endnu, der er føst om 2 1/2 måned.
“I min alder er to måneder jo lang tid.”

Ravklump, oktobersol, umage.
Jeg har sådan lyst til at kysse dig.