Louise Juhl

Her er fem fingre, siger lægen og holder hånden op, spreder sin fingre:
”En, to, tre, fire, fem.”
”Ja?” svarer jeg.

Så banker han med noget, der ligner en hammer, på mine knæ. Det er for at teste mine reflekser, forklarer han, men mine knæ reagerer ikke.

”Jeg åbner ikke op for fremmede,” griner jeg. Lægen laver en grimasse, der kan minde om et smil, noterer så noget med rød i margin af min journal.
“Hvor længe har det været sådan?” spørger han.
Jeg ved, at det er en fælde og svarer:

”At nogen har banket på, eller at jeg har undladt at åbne?”