Louise Juhl

Jeg vågner tidligt denne lørdag: 6.19. Fuglene er allerede begyndt at lette på hatten, de pipper hæst, jeg har svært ved at afgøre, om det er af jubel eller rædsel. De skelner næppe selv.
I nat vågnede jeg ved, at min venstre arm sov. Jeg stod ud af sengen og roterede det følelsesløse stykke krop i luften med en iver, der kunne forveksles med panik. Til sidst gav den signal fra sig, armen: En række voldsomme og ubehagelige stik, men dog klart mindre skræmmende end følelsen af ingenting.

(Det ligner et mønster)

Bagefter gik jeg nedenunder, tog en slurk vand. Ikke fordi jeg var tørstig, men fordi det er sådan, de gør på TV, når noget dramatisk har fundet sin afslutning: De drikker vand, skyller efter. Det kan godt være, at det aldrig helt er lykkes mig at begribe virkelighedens dramaturgi, til gengæld fungerer jeg overraskende godt med i stedet at mime den fra fjernsynsskærmen.