Louise Juhl

Hun læser et sted, at Time Magazine har kåret 20 dræbte journalister som “Person Of the year.” Samtlige er gengivet med foto.
Han har planer for aftenen, bare en enkelt øl, måske to:
– Du er velkommen til at tage med? foreslår han og ved, at hun vil takke nej. Noget om, at hun gerne ville, hvis ikke det var fordi. Og så ikke videre.

Hun spørger til hans dag?
– For meget planlægning og for lidt handling, svarer han og hænger sin jakke på knagen bag døren.
– Du må vel snart have vænnet dig til det, siger hun, måske føler hun sig ramt.

Hun har købt ind til suppe: Græskar, porrer, hvidløg. En billig hvidvin, tysk liebfraumilch.
Hun skærer græskaret i nøjagtige tern, svitser de snittede porrer i en ganske lille klat smør, tilsætter så tern og hvidvin. Rigeligt peber. Skruer ned. En lille time på laveste blus.

Han er egentlig ikke meget for suppe. Det var noget af det første, han fortalte hende.
– Suppe er ikke rigtig mad, sagde han
– Hvad er det så? havde hun spurgt ham, men uden at få et svar.
Bagefter havde de elsket midt imellem suppeskåle og Pellegrino-vand.
– Du smager dejligt, havde han hvisket i hendes øre.

Siden havde de spist suppe hver onsdag – også denne.

Efter maden rejser han sig, skubber stolen på plads og sætter sin skål i opvaskemaskinen. Han virker opstemt.
– Tak for dejlig mad, siger han og tager jakken ned fra sin plads bag døren, – jeg er næppe hjemme før midnat.

Han vender sig halvt og sender hende et luftkys. Hun når ikke at sende ét retur, før døren er lukket bag ham. Hun kan høre hans trin ned ad trappen, han småløber. Hun løfter gryden fra bordet, vil gemme den sidste rest suppe i en plastikboks, men fortryder. I stedet skyller hun suppen i vasken, tænker: dén, der gemmer til natten, gemmer til katten.