Louise Juhl

Det er søndag. Måske vil jeg skære rodfrugter i skiver, tynde, langsomme skiver. Rødbeder, gulerødder, persillerod, jordskok, yams. Jeg vil være forsigtig, fingerspidsernes bløde hud er jo sart og kommer der først hul, er de svære at lappe. Når skiverne er skåret, vil jeg vende dem i olivenolie, strø med salt og peber og bage dem ved lav varme: 120-130 grader indtil de er gyldne og knaser. Jeg vil ikke lade dem ude af syne undervejs, jeg vil stå ved siden af ovnlågen og med korte mellemrum se gennem ruden, sikre mig at varmen ikke bliver for høj, tiden ikke for lang. Når de har den rette kulør, gyldne men ikke brune, vil jeg lægge dem på en kold rist. Rillerne i risten vil gøre, at de bagte grøntsager kan ånde og derfor ikke bliver fugtige eller bløde.
Jeg vil spise dem med det samme, opbevaring gør ikke noget godt for den slags. Jeg vil være omhyggelig med at skelne gulerodens sødme fra persillerodens bitre, rødbedens fylde fra jordskokkens lethed. Det salte og næsten umærkelige knas, der næsten er omme før, det er begyndt.
Måske vil jeg tørre karme af og flytte den lille puf, der så længe har fyldt uden at gøre nytte. Banke puder og fordele dem i rummet. Fem i sofaen – i forskellige farver. En på stolen med den flettede ryg og tre på slagbænken i karnappen. Fjerne spind fra lampen med den gule skærm, der i særlig grad tiltrækker spindlere og små vingede væsner. Støvsuge – ikke mindst foran brændeovnen, hvor aske altid samler sig på den sorte støbejernsplade – og under sofaen, hvor klumper af hundens pels lægger sig i mørket, som om det er særlig godt at ligge netop der. Jeg vil muligvis også sætte mig på skamlen, som er et arvestykke fra min fars morbror, Kaj, der var isenkræmmer, men også reparerede brækkede knogler i butikkens baglokale efter lukketid. Jeg vil sidde på møblet i tyve minutter med ret ryg og håndfladerne vendt mod loftet, halvåbne øjne. Længe nok til at rastløsheden mærkes som angst men ikke længere, end at jeg ved, at det går over. Undervejs vil mine tanker komme omkring kaklerne i min farmors køkken. Brækket hvid med musselmalede blomster i blåt. Jeg vil huske plakaten med Cirkline, der hang over hendes køkkenbord. Det strittegnede hår. Hvor meget jeg elskede den plakat, min farmor.
Når de tyve minutter er forbi, vil min telefon snurre, og jeg vil kunne konstatere, at det er lykkes at få alle tyve til at gå uden at noget – heller ikke jeg – er gået i stykker. Jeg vil gå tur med hunden, sparke til det våde løv, tale mom de insisterende råger og stiv kuling, om fugten i luften og træerne, der bare står og står, mens vi omvendt går og går. Hunden vil være ligeglad eller også vil den pisse op ad et træ og logre, forskellen er den samme. Jeg vil gå til købmanden og købe økologiske citroner og en mango, fordi skallen fra citroner gør sig så godt overalt. Mangoen bare fordi. Jeg vil gå hen over stuegulvets planker i mine nye strikkede strømper, drikke urtete fra Brovst og give blomsterne vand. Jeg vil lægge planer og droppe dem igen.
Hvis nogen ringer, vil jeg svare, at alt er ok: Lyset er kommet for at blive, dagene for at gå. Jeg vil muligvis bide i en negl, spytte den ud igen, beslutte at det skal være løgn. Et enkelt blik på den nedbidte negl og jeg vil indse, at det er for sent.