Louise Juhl

Min mormor dør en torsdag, det er i marts. Telegrammet ankommer med taxa, og min mor ved, hvad der står i det, allerede før bilen står stille.
Til begravelsen er kirken fyldt. Række efter række, bøjede nakker, stilhed. Jeg har fået nye sandaler, de er røde med et guldspænde over midten, jeg føler mig som en prinsesse. Da vi går forbi de mange fyldte rækker, henover stengulvet og op allerforrest, kan jeg høre skoenes alt for levende “klikklak klikklak” og fortryder, at have taget dem på.
Præsten læser et vers, det handler om døden, meget smukt og meget hæsligt. Min mor tager mig i hånden, vist ikke så meget for at trøste, som for at have nogen at holde fast i.
De har klædt min mormor i en blomstret kjole og har sat en broche af guld fast i reversen. Vi går sammen op til kisten, min mor og mig, og lægger hver en blomst. Så vender jeg mig om og går tilbage til bænken, sådan som jeg har set de andre gøre før os. Men min mor bliver stående ved mormor – så længe, at præsten til sidst griber ind og hjælper hende væk.
Jeg ved ikke, hvor hun gør af min mor, eller hvem der hjælper mig ud af mine sandaler, men jeg har sne imellem mine tæer, da præsten kaster jord på min mormors kiste.