Louise Juhl

Der er sket et uheld på motorvejen og noget, der ligner hele verden, er kørt af den sekssporede. De holder nu i kø på det smalle stykke landevej, jeg plejer at have helt for mig selv.
Hunden og jeg har været ved bageren, vi har købt mysli, den bedste af slagsen med revet, smørristet rugbrød, knuste saltmandler og honningristet havre, uhm. Nu holder vi i kø, vi bevæger os bare få centimeter ad gangen, alligevel virker føreren af bilen bagved dybt frustreret hver gang, jeg lader op til to sekunder passere, før jeg trykker på speederen og indhenter det tabte.
I radioen kører Hjernekassen på P1. En 42-årig videnskabsmand har fået tildelt en eliteforskerpris, en pris, der tildeles lovende yngre forskere. Indenfor den verden får man lov at være ung til og med det femogfyrretyvende år, jeg ville således have 32 dage tilbage af min ungdom, jeg ved ikke, om det samme gælder i brancher som hundeejer, kærlighedsentusiast, forfatter?
Forskeren fortæller, at han arbejder med udvikling af materialer. Måske har vi noget tilfælles, tænker jeg. (Hver dag leder jeg efter nyt materiale, et sprog, der kan få teksten til at bulne som en betændt tånegle, der ikke kan ignoreres.) Han fortæller også, at præmissen for hans arbejde er kvantemekanikken. En teori, der – meget forenklet – siger, at ingenting kan forudsiges. Han forklarer det med, at sender man atomer i retning af en plade med to huller og en massiv plade bagved, kan man forudsige ét af tre scenarier:
1. At atomet rammer pladen og sendes tilbage.
2. At atomet rammer det ene hul og derefter sætter et mærke på pladen bagved.
3. At atomet rammer det andet hul og derefter sætter et mærke (et andet sted) på pladen bagved.
Resultatet må derfor blive, at man på pladen bag de to huller vil finde cirkler med aftryk af atomer svarende til de to huller i pladen foran. Men det sker ikke. Pladen har rigtigt nok aftryk efter atomer, men ikke i et mønster, der “giver mening” i forhold til hullerne. Atomerne opfører sig altså hverken som kausalkronologien, logikken eller enhver erfaring tilskriver.
Alt det ved vi jo godt, det har vi lært i fysik og diskuteret til et utal af fester et sted efter klokken fire om morgenen ovenpå to flasker vin plus det løse. Men det interessante er ikke, at vi ikke forstå, hvad der sker. Det interessante er, ifølge forskeren, at der ikke er noget at forstå. Eller i mere videnskabelige termer:
Det interessante er ikke, at vi ikke ved, hvad der sker. Men erkendelsen af (som viden-skabsmand) at erkende, at der ikke er noget at vide. Viden betyder: “et genkaldeligt sanseindtryk i overensstemmelse med virkeligheden.” Men atomforsøget viser jo, at forsøget nok kan gentages, men hver gang med forskelligt resultat. Der ER simpelthen ikke noget genkaldeligt over (dele af) virkeligheden og således heller ingen viden.
Og netop DERFOR er litteraturen – kunsten i det hele taget – så afgørende. Den forsøger og forsøger. Det samme. Om igen. Hver gang med et forskelligt resultat.
Og det er jo for pokker hele pointen!