Louise Juhl

Alder er kun et tal og drømme har ingen udløbsdato, siger lægen, der hedder Jørn og er god til at lyve.
Derhjemme er vandhanen i køkkenet begyndt at dryppe, det rider mig som en mare fra jeg står op til jeg går i seng, hele tiden dette uregelmæssige åndedræt. Pauserne, der kun får mig til at lytte endnu mere intenst, vente på det næste forbandede dryp. Og det næste.
Jeg husker engang at have læst, at man bruger netop den slags som tortur, dryppende haner, uregelmæssigheden, forløsningen, der viser sig at være alt andet.
En telefon ringer, først for sent kommer jeg i tanke om, at det er i radioen. Så står jeg der med røret, siger mit navn, hallo?
Gardinernes skygger flimrer på væggen, en skindød virkelighed.

Han kommer hjem fra arbejde kl, fire, vifter med to billetter, han er glad. Det er billetter til lige efter påske. Irsk højland, rypelyng og Vår-Ensian, jubler han, – det bliver godt.
– Der er meget vi skal nå at se, fortsætter han, og jeg lukker øjnene, nikker ja.
Han trækker mit ansigt ind til sin krop:
– Det er ikke for sent, mumler han, og jeg håber sådan, at han har ret.