Louise Juhl

Jeg har snart fødselsdag, det er på torsdag, den ottende oktober.
Det har jeg haft otte gange før i mit liv, men denne gang er det noget særligt, for otte plus ti giver atten, og tværsummen af atten er ni, og jeg bliver 9 år.

Det er år siden sidst, 365 dage. Dengang blev jeg otte. Der er sket meget siden, selvom alting er det samme. Mor er blevet fyret, og vi har fået naturfag i skolen, og nede ved Centeret er der åbnet en fritidsklub. Den er åben hver tirsdag og torsdag fra tre til seks, man kan bygge bivuak eller lave sit eget vendespil, spille dart eller elektrisk guitar. En af pædagogerne dernede hedder Donald, ligesom Anders And – bare på engelsk. 
Jeg er ikke medlem, for mor går jo hjemme og kan se efter mig. For øvrigt koster det hundredeogfirs kroner om måneden, og så længe der også skal købes gummistøvler og lommeregner og en ny pande, fordi belægningen på den gamle skaller af, kan der ikke også blive råd til at gå i klub, siger mor, og det kan jeg godt forstå, jeg er jo snart ni år.
– Og så er man gammel nok til at forstå tingenes rette sammenhæng.

– Det er så rart, at jeg kan snakke med dig om alt, siger mor, og jeg nikker, selvom det ikke er alt, vi taler om. For eksempel, at sålerne på mine gymnastiksko gaber, eller at der er Halloween-fest på skolen næste fredag. Det taler vi ikke om, for jeg har set i ToysRus, at et spøgelseskostume koster næsten hundrede kroner, og man det koster også penge at komme ind, så det går ikke.

Heldigvis er der så meget andet, der går. Mor og mig, for eksempel, vi går tur i skoven og samler agern. Eller vi læser højt for hinanden. Mor læser Haldor Laxness eller Sigrid Undset eller en, der hedder Tranströmer.
Flere timer i træk.
– Er det ikke smukt, afbryder hun ind imellem sig selv, og jeg nikker, selvom jeg mest bare lytter til hendes stemme, der bliver en andens. Ikke min mors eller en arbejdsløs’ eller én uden penge, men noget andet, noget mere.

Når ikke hun læser, hører hun radio. Hun kan bedst lide Klassisk eller Radiodrama, men så kommer der altid et program, der handler om en krig i Mellemøsten eller menneskehandel eller om miljøet, og så går hun hen og drejer på knappen og sætter sig ved bordet og hviler sin pande mod knæene.
Sådan sidder hun, indtil jeg plager hende om at komme op på skødet, så løfter hun ansigtet og retter benene ud,hvisker.
– Store pige, hvad skulle jeg stille op uden dig? 
Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål, alligevel tænker jeg tit på, hvad jeg skulle svare, hvis nu det var.

Jeg foreslår hende, at jeg kan gå med reklamer. Eller måske åbne en bod med det legetøj, jeg ikke længere bruger. Men hun svarer, at jeg jo ikke har andet at sælge end en slidt plastik-xylofon og et tryllesæt, hvor magien mangler. At børn nu til dags slet ikke leger med den slags, de vil have I-phones og spilkonsoller, ingen vil købe bedagede bøger eller udtjent legetøj. 
– Men hvad med reklamer så? spørger jeg, og hun bukker sig ned og ser på mig i øjnene: 
– Reklamer er fandens værk, de har kun til formål at lokke mennesker til at drømme om mere, end de savner. 
Hun lyder vred:
– Reklamer er omvendt hæleri.
Og selvom jeg ikke ved, hvad hæleri betyder, kan jeg høre på mor, at det er slemt, og at kun reklamer er endnu værre. 
Så jeg dropper tanken om dele dem rundt og tjene penge, om Halloween og gymnastiksko, og går en tur i skoven i stedet. Det er faktisk ok, vi samler agern og tomme flasker, vi finder ni, som er pant nok til at betale for en skub-op-is, min yndlings, i centerkiosken.