Louise Juhl

Han har en tatovering på hånden, nogle bogstaver og tal: TOA 7. Jeg kan ikke regne ud, hvad det betyder, måske en forkortelse eller et navn? Vi tager samme afgang hver morgen, 8.21, han går altid ind som den sidste. Jeg tænker nogle gang på, hvad han mon synes om min rygsæk:
Den er søvnig-grøn og praktisk og har læderremme. Jeg forestiller mig, at han foretrækker noget mere genkendeligt, orange eller ræverødt, men måske tager jeg fejl.
Han er yngre end mig, tredive, femogtredive? Havde hans hår været lysere, ville han have været en tro kopi af min ældste bror i en yngre udgave. Samme fandenivoldske ømhed. Det er svært at forklare.
På en blok foran sig, har han skrevet “Morgendagen” med kuglepen, ikke andet.
Morgendagen?
Jeg troede ikke, at nogen brugte det udtryk længere, men af en eller anden grund får det mig til at smile. Som om jeg er blevet optaget i en klub, der er så hemmelig, at ingen, ikke engang medlemmerne, ved, at den findes.