Louise Juhl

COVID19

mit liv lige nu
er som et mikadospil
trækker jeg ét sted
falder noget andet sammen
jeg vil forsøge at forklare

måske er det mine hænder
måske er det huden
der længes
måske er det bare tanken om
min mor

i nat drømte jeg
at hun ikke kunne få vejret
jeg stod ved hendes seng og hørte
de hive hæs og lægen
der bad mig om at gå:
“du trækker vejret ud af hende”
sagde han
og så gik jeg

måske skulle jeg være blevet

det er den tvivl
vi lever med
også nu

hvor jeg læser Transtrømers tekst
om en islandsk storm
højt for hunden:
“En enlig vante hvirvlede forbi for lidt siden”
skriver han
“flere kilometer fra sin hånd”

det er sådan det er
kilometer og afstand

men når stormen har lagt sig
må vi ud og lede og
finde hinanden igen

(så længe vi vinker
er intet for sent)