Louise Juhl

jeg vågner og er bange
du vil gerne forstå
siger du
der er ikke noget at forstå
svarer jeg
det er sådan her

i går fandt jeg en flåt
i det bløde kød under
min venstre armhule
jeg tror ikke
nogen nogensinde
har været så langt inde
under huden på mig før

jeg fjernede dyret med en tang
helt forsigtigt
så kæberne kunne slippe
uden at sætte sig spor

nu savner jeg dyret
til at fortælle fra
inde under kødet
huden
alt det bløde

jeg er kun mig selv og mindre end det
det er vel den ensomhed
der kommer af i et helt liv
at have holdt sig for god
til sig selv

hvis jeg turde ville jeg
kalde på dyret
lege skibet er ladet
(kød krop kværkekæber)

men dyret er fjernet for længst
her er kun mig og min
carmex mousturising lip balm
der hver dag fugter
mine sprukne læber
så de skinner som om

min mor siger at det
er en glidebane:
at det er den daglige tilførsel
af kunstig voks
der afholder mine læber fra
selv at producere
den nødvendige fugt

hun har mere ret end hun aner

det er min angst
der afholder dyret fra
at søge længere
ind under huden
ligesom det er digtene
der afholder mig fra
at sige tingene
som de er