Louise Juhl

Der findes et sprog, men ikke for dét, der sidder lige bag drøblen og forhindrer mig i at trække vejret ned i maven. En håret bolle: halv krop, halv tanke. På en og samme tid fremmed og fortrolig – lad os kalde det ‘en dobbeltspion.’ Det er jegfortællerens forræderi, det dobbelte øje, at skrive og at skrive om.
Et barn ville have skreget helt uden skam, og nogen ville have trøstet (om ikke andet så for at få ro): Med et bryst, en fugtig klud eller en linje fra en vuggevise, gentaget i det uendelige: ‘din nuttede lille rødbede.’ 
Jeg er langt fra nuttet, jeg er vred og skinger. Min sved stinker som dampen fra Araldite, og der er groet en en byld i min håndflade, hård, knudret og øm. 
–Den skal skæres væk, forklarede lægen, da jeg ringede -det går ikke over af sig selv.
Jeg ved det godt. At det ikke er nok at nynne og nutte eller at sluge firehundrede gram Soft Republick soft ICE direkte fra pakken. Heller ikke at skrive om det. Det skal skæres væk.