Louise Juhl

Jeg kan huske at drømme om at være lam i benene og køre i rullestol og at alle skulle have ondt af mig

Jeg kan huske at sidde på hug i en skov og skide og at tørre mig med mos. Jeg er i tvivl, om det virkelig er sket eller om det bare er noget, jeg forestiller mig at have gjort.

Jeg kan huske en lærer, der lærte os, at det aldrig kunne være ok tale grimt om andre – heller ikke selvom det var sandt.

Jeg kan huske at glæde mig så meget til noget, at jeg begyndte at græde (det sker stadig)

Jeg kan huske J fra min folkeskole, der lærte mig, at man godt måtte stjæle, hvis det bare var fra grådige forretningskæder eller dumme svin. 

Jeg kan huske en dreng, Jeff, på vores skole, der begik selvmord, han var kun elleve. Det var rektor, der fortalte det oppe fra talerstolen. Hele skolen var forsamlet på helt lige bænkerækker og ingen sagde noget. Han sluttede sin tale af med at sige, at vi “af hensyn til drengen og hans familie” ikke måtte tale mere om det. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være et hensyn ikke at tale om det.

Jeg kan huske “pigelus”, “du tror, du er så voksen” og gennemsigtige regnhætter, der fik ældre damers ansigt til at ligne emballerede blomkålshoveder