Louise Juhl

Jeg kan huske at være bange for at være for meget. Og at være bange for at blive glemt. Jeg kan huske – en del år senere- at blive spurgt, om jeg troede, at de to ting hang sammen.

Jeg kan huske at finde min mor på gulvet i vindfanget. Hun sad med let spredte ben og græd. Jeg kan huske, at jeg spurgte hende, om der var noget galt, og at hun svarede, at det var der ikke.

Jeg kan huske en anden gang, min bror kom hjem fra en fest med et stort blåt og meget hævet øje. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham, hvad der var sket, og han svarede mig, at der ikke var sket en skid.

Jeg kan huske at spekulere på, om noget mon først var galt, hvis man sagde det højt. Og om man så kunne undlade at sige noget til nogen, og at så ville ingenting være galt.

Jeg kan huske i meget lang tid ikke at sige noget til nogen, og at alle pludselig ville vide, om der var noget galt?