Louise Juhl

Raakel vælger at køre turen i ét stræk, godt 200 kilometer. Hun har smurt en madpakke hjemmefra. Krydderboller med svampepaté og tynde skiver af røget laks. To søde kiks og et termokrus med kaffe. Det er mørkt, men vejene er tørre og ruten simpel. Hundrede og seksoghalvfems kilometer i lige linje mod nord, derefter skarpt til højre, og så vil hun være fremme. Hun har alle poserne bag i bilen. Det havde været let at sortere i tingene, Aamu havde sat mærker på alle sine ejendele. ’Til Sirku’ stod der på en gammel smørkærne og bag på maleriet over sofaen: ’til Olavi’. Hendes eget navn fandt hun på en tynd og langlemmet træfigur med store fødder og en høstfork i den højre hånd. Figuren havde sine steder været angrebet af insekter – borebiller og husbukke, alligevel var hun blevet rørt over at finde sit navn. De havde begge vidst, hvor det bar henad. En tid havde Aamu kæmpet imod, men med stadig mindre overbevisning, og til sidst havde hun givet op. Først forsvandt førligheden benene, så hendes hørelse. De sidste dage kunne hun end ikke tale, hun lå på ryggen i sin sofa og stirrede op i loftet, som om hun tænkte, at hvis bare hun så længe og insisterende nok, ville noget vise sig. En udvej. Men intet var tilsyneladende dukket op, og klokken lidt over et, var hun holdt op med at trække vejret. Hendes øjne stod stadig åbne, Raakel havde lukket dem, og derefter ringet til datteren i Mikkeli, der med det samme vidste, hvad der var sket: Ja? Ja. Nu sidder hun så i bilen, på vej op til datteren med de mange ting til Sirku og Olavi og alle de andre. Hun tager en slurk af kaffen, der i mellemtiden er blevet kold. På begge sider af vejen anes fjeldsidernes høje skygger, foran og bagtil kun den sene aftens mørke. I bilradioen ler to værter på skift af hinandens replikker, haha, haha. Så med ét, noget hvidt, et kraftigt bump og bilen skrider ud. Hun hugger bremserne i, dækkene hviner, et kort øjeblik mister hun bevidstheden. Da hun kommer til sig selv igen, står bilen stille. Hun fjerner hænderne fra rattet, åbner døren, træder ud. En kraftig lugt af brændt gummi rammer hende som et slag. Hun ser den med det samme, den store fugl. En sølvmåge, hvid, med grå aftegninger. Fuglen ligger uden at bevæge sig, den ene vinge hænger slapt ned, den anden ligger skjult under kroppen. Hun går frem imod dyret, helt henne bukker hun sig ned og stryger med to kærlige fingre over dets pande. I det samme åbner fuglen et øje. Hun trækker fingrene til sig, som har hun brændt sig, åh! Så åbner den også det andet øje, de klare gule pupiller lyser som rifter i mørket. Sååå, hvisker hun, sååå. Hun kan ane de stødvise pump fra dyrets hjerte under fjerene. Hun løfter forsigtig den sårede fugl op til brystet, holder den tæt. Sååå. Fuglen glipper med øjnene, op og i. ’Du skal ikke være bange’, hvisker hun, ’ikke bange.’ Så løfter hun, med en beslutsomhed, der kommer bag på hende selv, mågen op. Hun slår dens hoved – hurtigt og hårdt –mod asfalten, to gange, tre, fire, indtil hun hører kraniet flække. Så lægger hun fuglen på asfalten, præcis hvor hun fandt den, lukker dens øjne. Går tilbage i bilen og kører de sidste kilometer til Mikkeli.