Louise Juhl

Vi lærte at ignorere vores følelser, men følelserne nægtede at ignorere os. 

Med hovedet valgte vi rigtigt. At være en god datter, det betænksomme barnebarn, en loyal ven, flittig elev, ansvarlig samfundsborger, opmærksom cyklist. Ikke for meget, ikke for lidt men lige tilpas, 37 grader celcius og altid rene tænder. 

Indeni var det mere kompliceret, her var det som om rollerne flød sammen, flød ud. Vi var på en gang for meget af det hele men på samme tid for lidt af os selv. Vi spejlede alt omkring os, de andre, men endte således spejlvendt af alt og alle. Smilede med lukkede øjne og krydsede vores fingre bag på ryggen, mens vi sværgede på – ‘amar’ og halshug’ – at vi talte sandt.

Derhjemme på vores værelser, befriet fra egne og andres forventninger, læste vi digte af digtere, der troede mere på utopier end på virkelighed.
Linjer af Strunge formede den måde, vi så på, ville ses:
“Kun ved at gøre os hårde som lys/ kan vi skære i mørkets bløde kød.”
Vi klædte os i sort, bar bælter med nitter og lavede huller i alle kropsåbninger: ører, næse, læber. Altsammen i et tavst oprør imod det, vi så omkring os:
En lukket fremtid, indviklede systemer og urimelige regler, politikere uden visioner og forældre, der virkede tynget og kun talte om karensdage, låneafgifter og manglende reallønsstigning.
Vi ville tale om kærlighed og klædte os som hårde engle. Forsøgte at ligne nogle, der var vrede. I virkeligheden var vi bange. For det manglende lys i vores forældres øjne, men nok allermest for mørket i os selv.