Louise Juhl

Vi læste om døende stjerner og sorte huller og fandt en slags trøst i, at der fandtes noget et sted i universet, der var mere fjernt og uforståeligt end os. Hvordan, for eksempel, kunne slukkede stjerner sende lys til jorden. Hvordan -i det hele taget- kunne noget, der ikke længere var, stadig være? 

De voksne advarede os. Den slags tanker førte kun én vej, til galskab og sære drømme. Så vi forsøgte at tænke på noget andet, læste Tintin og malede på sten, men jo mere vi anstrengte os, des mere nærvær fik forestillingerne om en lysende død i et uendeligt mørke. 
 
I januar åbnede en alternativ behandlermesse i kongrescentret ved Kildeparken, vi tænkte ‘hvorfor ikke?’
Løste billet og lod vores irisser gennemlyse af en lille tæt mand, der med uhyggelig præcision stillede diagnosen: Vi manglede kærlighed og omsorg. En forklaring så generel, at den ramte alle, også os, og et øjeblik følte vi os set og hørt på en måde, vi ikke havde prøvet før. I en blanding af lettelse og eufori købte vi et ”ekslusivt” titurskort til mandens praksis, det kostede to tusinde kroner. Til gengæld, lovede han, var der garanti for øget velvære.
Vi endte med at besøge ham to gange. Så stod det klart, at der med lovning om velvære fulgte en ekstra regning. På fem hundrede kroner ved hvert besøg – til nogle kinesiske kapsler, der ifølge manden var ‘absolut nødvendige for processen’. Det var flere penge, end vi kunne stille med, og så var det slut med både kapsler, kærlighed og omsorg. 

For en stund gav vi op – eller vi gav efter. Drak øl, spiste pitabrød med tun og thousand island dressing. Malede vores tånegle i neonblå, og tog til karneval klædt ud som indiske gudinder. Altsammen mere opløftende og festligt end døende stjerner og urtekapsler fra Kina.