Louise Juhl

Det starter sådan. 
Med parcelhuse, tegltag og stationcars med fem døre. Med firkantede haver og rhododendronbede. Oliekrise, EF. EDB-maskiner, brune skærme med en blinkende gul cursor. I-lande, U-lande, G-7, USSR. Tal og bogstaver. Tætte mænd med buskede bryn og herremandsattitude.
Det hele hang sammen, blev vi fortalt: ‘Her’ hang sammen med ‘der’, ude med hjemme og ‘de’ hang sammen med ‘os’.

Men vi oplevede det anderledes.
Verden omkring os var noget de talte om på TV, den var et ord, de voksne brugte og med alvor: ‘Verden er af lave’ eller ‘hvad i alverden ved du om det?’ Noget fjernt Noget uforståeligt og skræmmende. Ligesom billederne af jordkloden fotograferet fra rummet: en underlig planet, vi ikke genkendte som vores egen. 

Derhjemme var det anderledes. Her var også tal og bogstaver, men de havde en start og sluttede et sted. Hovedvej A10 bandt Jylland sammen, hele vejen fra Skagen til Kruså. Klokkens visere flyttede sig fra otte morgen til otte aften, lys blev til mørke, det hele gik ligesom op. Søndagene gik op i svømning og pommesfritter, to rustne søm til dessert. Mandag gik i rask trav: ‘kom nu, vi har travlt’ – det ‘vi’.
Bøgerne hang sammen livet, cyklen med støttehjulene og legene med faste roller: ‘Så sagde vi, at du var den onde, og at jeg var den gode’.
Den simpelhed.