Stella

by Louise Juhl Dalsgaard

Min mormor hed Stella.

Hun var en Stella. Med sit opsneglede brune hår og de kendte øjne gik hun omkring og var en Stella. Min Stella. Mormor Stella.

Jeg husker hende ikke klart, for hun døde da jeg var 10 år. Men jeg kan tydeligt fornemme hende. Hun kaldte mig for Puttehøne og sagde egentlig ikke så meget mere. Bare Puttehøne. Og hun rodede og regerede med syltetøj og kartofler. Var altid i gang. Ikke med store projekter, men med små virkeligheder. Hønsene, der skulle fodres. Grønkål, der skulle plukkes. Dej, der skulle slås op. Det var dejligt at være i nærheden imens. Trygt. Stille. Det var skønt at følge i hendes fodspor og bare iagttage. Stella.

Min mormor var selve billedet på opofrelse. Ikke at det var hverken godt eller skidt. Sådan var hun bare. Stod i baggrunden og fik tingene til at fungere. Rengøring. Madlavning. Aftaler, der skulle passes. Breve, der skulle skrives. Hverdage, der skulle hænge sammen. Alt dét klarede hun. Dag ud og dag ind.

Da min mor første gang havde min far med ”på gården”, fortalte han i en indskudt bemærkning, at han var meget støjfølsom og derfor ofte vågnede om natten eller tidlig morgen. Ligesådan næste morgen,- den første morgen på gården. Han vågnede klokken 5 præcis ved en sær lyd udenfor: Husjjj, husjjj… og så nogle bankelyde, som slog nogen på noget? Han stod op og så ud af vinduet for at finde ud af, hvorfra lyden kom. Og derude på græsplænen ved den store rødbøg, stod mormor Stella og fægtede med armene: ”Husjjj, husjjj”, hviskede hun indtrængende. Hvorefter hun med en kæp slog på grenene: bank, bank. Hun var i færd med at jage fugle på flugt!! Opofrende som hun var, var hun stået op tidlig, tidlig morgen for at skræmme fuglene væk, så de ikke skulle vække min far, der jo havde så svært ved at sove!

Ingen skulle føle sig uvelkomne hos mormor. Hun havde et hjerte af guld. Kaldte ”kis,kis,kis” flere gange dagligt og de vilde katte kom farende, for de vidste, at nu var der mælk og kattemad hos mormor Stella. Og hun fyldte zinkfadet med varmt vand, stillede det i solen på gårdpladsen og satte mig i baljen. Badet i solskin og med mormor ved siden af nød jeg at plaske og pludre i timevis. Og Stella bare sad på en stol ved siden af og smilede. Sagde ikke meget. Men hun var der. Og det var alt nok.

Stella var træt. Altid træt. Hun havde haft dårligt hjerte siden sin pure ungdom og to fødsler havde ikke gjort lidelsen mindre. Hun klagede ikke, men hun var træt – det kunne ses. ”Puttehøne” kunne hun sige med et suk og et lille klap, og så vidste jeg, at hun var træt. Trængte til ro. Og hun satte sig stille og spillede Yatzy med sig selv (så er man sikker på at vinde, betroede hun mig), mens hun så ud af vinduet. På landevejen, hvor den røde rutebil kørte forbi én gang i timen. Og Stella vinkede troligt til chaufføren, og jeg ved ikke om han vinkede igen. Det var også lige meget,- mormor vinkede og det var alt nok.

En tidlig forårstirsdag blev hjertet af guld træt. Af at spille yatzy og vinke og fungere.

Jeg vinker stadig. Til Stella.