Louise Juhl

Det er torsdag og november, verden har brug for trøst. Ligesom Rumle og Rar har. Og alle de mange stoleben og stuebirke, vi alt for ofte glemmer at kramme:

Der var mange timer på gulvet dengang. Alene eller omgivet af stemmer højt over vores hoveder, fjerne og uden for rækkevidde. Og mange usynlige venner, vi omgav os med, når de voksne talte hen over vores hoveder, forbi. Der var badeanden Ene og fire følgesvende, der allesammen havde navne, der begyndte med R: Rumle og Rizla og Runi og Rar. Vi drømte om at hedde noget andet, noget ligesom dem. Iben eller Elza, for eksempel, noget fornemt, noget, der lød af dyre smykker og cigaretrør. Men vores navne var Helle og Mette og Anne og lød mere af brosten end af diamanter.

Den bedste af de usynlige venner hed Rumle, han var sød, men også nogle gange noget andet. ‘Er du sød Rumle?’ spurgte vi ham hver dag, men nogle gange rystede Rumle på hovedet, sådan som man kun kan ryste, når man er usynlig. Og så vidste vi, at i dag var Rumle ikke sød. I dag var Rumle en rod, der kunne finde på at klippe håret af Runi eller slå Rar i hovedet med en kost. Og uanset hvor meget vi forsøgte at råbe ham op: ‘Stop!’ eller ‘Vil du SÅ opføre sig ordentlig’, fortsatte Rumle med at sparke. Eller han spyttede i potteplanterne og pillede bladene af dén orkide, vores mødre havde gjort sig sådan en umage for at få til at gro.  
-Er du SÅ færdig! råbte vi.
– Rumle, ro på.
Men Rumle ligeglad. For Rumle var en rod, og rødder kan ikke høre, når de får skældud. Faktisk kan rødder kun høre, når de bliver holdt om. Når nogen sætter sig ved siden af og spørger: ‘Hva så Rumlerod, skal du have en krammer’ eller ‘Er det tid til et Bisse-kys’ Rødder har brug for at blive holdt om og det så længe, at de slår rødder i jorden i stedet for at sparke og spytte og slå.

Så vi endte som regel med at sidde på gulvet, alene. Kramme et stoleben eller en stuepalme. ‘Så, så, så’. Og Rumle blev god igen, og Runi og Rizla og Rar kom også, og så sad vi der – og var gode sammen. Indtil vi ikke gad at være gode mere.
Så slog og sparkede og spyttede vi lidt igen.