Louise Juhl

Vi blev så hurtigt voksne. Undveg de voksne kys og spørgsmål som ‘hvornår er I hjemme?’. Svarede dem med himmelvendte øjne. Vi afblegede håret og fortrød, men da var det for sent. Lavede vores egne huller i ørene og gik med hjemmelavede øreringe der nåede os til skulderen. Stærkt farvede fuglefjer og keramiske perler. Bar stramme læderremme om halsen og på fødderne støvler med tykke hæle og snøre til knæene.
Det varede nu kun indtil vi forelskede os i Bastian, han var mere til norsk strik og fløjlsbukser, så gik vi samme vej. Lod håret gro, købte en t-shirt med kartoffeltryk og meldte os ind i Greenpeace, Save the whales.

En dag var der to fra skolen, der druknede. Båden blev fundet fredag formiddag, de to store drenge dagen efter, drevet i land på en tange et par kilometer derfra. Ingen vidste rigtig, hvad de havde lavet i den båd, nogle mente, at der var fundet tomme flasker i vandet omkring, andre, at de havde set dem kysse i smug. Måske var de var taget ud for at få nogle timer i fred.
Vi mødte op til begravelsen. Allesammen. Uden øreringe eller klorbleget denim, bare sort. Sorte bukser, sorte jakker, sorte sko. Vi genkendte knap nok hinanden, hilste med bøjede hoveder. I kirken sang vi ‘Vem kan segla förutan vind’, en bror til en af drengene brød sammen. Præsten holdt tale, sagde noget om, at et liv jo ikke kunne måles i år men i de spor og aftryk, den døde satte i os. Og vi græd som piskede, over de to døde drenge, og over os selv: Alt det, vi hele tiden forsøgte at være og gøre og opnå. Da kisterne blev båret ud, dannede vi kæde, holdt hinanden i hånden. Os fra skolen og drengenes familier. Den enes mor forsøgte at sige tak, men måtte opgive, løftede bare en hånd. Vi vinkede tilbage.
Mandagen efter var vi tilbage i klassen. Med rullekravesweatre og tasker fyldt med slagord. Alt var som før, det afblegede hår og de himmelvendte øjne. Men vi lavede to kasser og fyldte med ting til de to, vi manglede: En lille forgyldt kogle, en miniprofessorterning, et blink i flouroscerende farver. Et topografisk atlas over Færøerne. Hver for sig helt umage: hvad havde en professorterning med Færøerne at gøre. Men tilsammen gav det mening, lidt af alt det, de havde efterladt os med.