Louise Juhl

Der var ikke nogen, der troede på hende, hvorfor skulle vi også det. Hun sagde jo så meget. Engang påstod hun, at hendes kat kunne tale. “Godt nok kun i søvne,” forklarede hun, men vi rullede bare med øjnene, mumlede: “jakkedijakkedijak.” Og så steg hun på sin cykel, men før hun kørte, råbte hun: “I fatter ikke en skid”.

Så da hun en mandag i december fortalte os, at hendes far havde forsøgt at sætte ild til det hele: “Til min mor og min lillebror og katten”, så grinede vi bare. “Nå, det lykkedes ikke særlig godt, hvad?” svarede vi og så på hende uden at lægge skjul på vores mistro. Og hun blev så rasende, at hun sparkede døren til toilettet i skolegården ind og skreg: “Jeg ville ønske, at det var jer, han havde sat ild.” Så var hun væk, og da gårdvagten lidt efter kom og spurgte os, hvem fanden, der havde ødelagt døren til toilettet, pegede vi i retning af Karin. Det lykkedes ham at indhente hende ind, men hun bed ham i hånden, og hendes far og mor blev indkaldt til et møde på skolens kontor. Ingen af dem dukkede dog op på den aftalte dag, så Karin fik en seddel med hjem om, at man ra skolens side ikke længere ville tolere temperamentsudbrud af den art.
Der gik en uge, måske to, før hun dukkede op igen. Hun havde klippet sit hår kort. Vi spurgte hende hvorfor, men hun trak bare på skuldrene. Nogen syntes, at at det var pænt til hende: “Du ser meget sødere ud sådan.” Andre var mindre omsorgsfulde: “Du giver den da fuld gas: Først smadrer du en dør, så bider du en lærer, og nu har du klippet håret af. Hvad bliver det næste?” 
Ugen efter holdt Nanna juleklip for klassen, vi spillede banko – vi skulle selv have gaverne med. Joan vandt et syngende julekort. Jeanett en brugt el-tandbørste (den var altså skoldet, forsikrede Martin, der havde haft den med). Karin kom ikke, meldte ikke engang afbud. Hun var vel stadig sur, enedes vi om, “eller også har hendes far sat ild til hende og huset,” grinede vi. “Right?” 

Efter nytår var Karins plads var tom. Hun og hendes mor og bror var ‘gået under jorden’, fortalte vores lærer. Af en eller anden grund kom det ikke bag os. Ikke fordi vi kunne vide noget, hvordan skulle vi det? Men alligevel, det var da mærkeligt med den kat, der talte i søvne og så det med ilden, også selvom det ikke passede. Thea rakte en hånd i vejret og spurgte, hvornår hun kom igen. “Det gør hun nok slet ikke,” lød svaret, og så talte vi egentlig ikke mere om det. Der var vist nok en, der på et tidspunkt spurgte til katten – om den var kommet med under jorden? Men det kunne vores lærer ikke svare på.