Louise Juhl

Jeg slugte en tand i nat, en totem-tand. Der var skåret et ansigt i den, to øjne, en mund og en rynke i panden. Jeg vågnede ved, at den gled gennem munden og forbi drøblen – ned i mavesækken. Jeg ved ikke, hvor tanden kom fra, hvem den tilhørte. Jeg ved bare, at ansigtet, der var skåret i den, lignede min mors, som hun så ud, når hun var træt og helst var fri. For alt, vasketøjet, den forlorne hare, onsdagens mørke – og mig. Nu ligger tanden i min mave. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den, men jeg kan huske, at Hanne, skoletandlægen, havde en plakat hængende med sukkerknalder og en kæmpestor flaske cola, at hun pegede og sagde: “Hold jer fra det stads, det ætser – I bliver bliver tandløse!” 
Her til morgen har jeg så forsøgt mig, jeg har drukket halvanden liter Jolly. I små slurke, for det er det værste, det sagde Hanne i hvert fald. Men tanden ligger stadig i min mave, en lille hård og kantet klump, eller måske er det min mors ansigt, jeg mærker dernede, det er svært at sige.