Louise Juhl

Min første cykel var rød, havde fire hjul og et lad bagpå. Måske havde den også en hvid sadel, der sad i hvert fald et gummiovertræk på styret, der, hvor mine hænder holder fast. Jeg kaldte den Julle, cyklen, det har min mor fortalt. Jeg cyklede på den i timevis, rundt og rundt på den lille vej, hvor vi boede. Her boede også Lilly og Gert og Bitten og Jens og Preben og Ingrid. Gunvor boede der også – med sin mand, Ib, han var overlæge på sygehuset, men de endte med at blive skilt og så flyttede de ud og Jytte og hendes mand flyttede ind. Nu bor der nogen andre i deres hus, jeg er ikke sikker på, hvad de hedder, måske Helen og Jonas. De har i hvert fald en hvid terrier, der hedder Julle – ligesom min cykel.
Jeg kan huske, at jeg en dag kørte væk på Julie. Langt væk, ud på en vej, der ikke var lukket, hvor der kørte biler og busser, og der var fortove på begge sider. Jeg kan huske, at jeg kørte forbi en boldbane, hvor nogle store drenge råbte højt. ‘Ind over!’ og ‘Jeg er fri!’ og brød i jubel, Yeaaaahhh, og kastede sig i en bunke oven på hinanden. Jeg blev så forskrækket, at jeg standsede cyklen, stod stille og kiggede, indtil en mor med barnevogn kom imod mig. Hun bad mig rykke til siden: Hallo!, skældte hun, men før jeg nåede at reagere, kantede hun barnevognen op på græsset og forbi mig, og mumlede: arghhh.Så jeg skyndte mig videre, væk, ned til det store lyskryds ved solcentret, hvor jeg senere skulle finde ud af, at de solgte hash, drengene oppe fra boldbanen. Der stod jeg længe og så på manden, der skiftede fra rød til gul til grøn, og alle bilene holdt tilbage, men jeg blev stående. Jeg tror, det nåede at skifte ti gange, lyset: rød, gul grøn, rød, gul, grøn, rød, gul…
Så vendte jeg om, kørte samme vej tilbage. Forbi drengene på boldbanen, der i mellemtiden havde sat sig i en halvcirkel, nogle med hænderne om deres knæ, andre støttede med deres arme på græsset. Jeg husker, at jeg skyndte mig forbi, trådte alt, hvad jeg kunne i de små pedaler, som gjaldt det livet, alligevel tog det, hvad der følte som en evighed, at slippe forbi. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt at komme forbi, men jeg ved, at mit snørebånd, på den anden side af banen, gik op og viklede sig rundt om en pedalarm, og at vi væltede. Julle og jeg væltede og min håndflade blødte, og jeg slog hul på mine knæ. Så lå jeg der, jeg burde vel have råbt. Eller ringet med min ringeklokke, men sådan en havde jeg ikke, for min mor havde sagt, at det ikke var nødvendigt, så længe jeg kun cyklede på den lukkede vej, som vi havde aftalt. Her kunne alle naboer jo se mig. Ingrid og Jens og Gunvors mand, Ib, og min mor. De ville komme mig til hjælp, det vidste jeg. Men her kunne ingen se mig, her drønede bilerne bare forbi og min hånd gjorde ondt, og jeg ved ikke, om det var angst eller skam eller smerte, men jeg græd og græd, uden lyd.
Men så stod moren med barnevognen pludselig bøjet over mig, og de store drenge, som jeg havde haft så travlt med at undslippe, og som år senere ville sælge mig min første joint, kom også. Og den ene rakte mig en hånd og spurgte: Er du ok? og jeg hikstede, mmmmm, og en anden dreng tog Julle i én hånd og mig i en anden og fulgte mig hjem. Og Bitten, vores genbo, vinkede fra sit vindue og senere spurgte min mor, hvordan jeg havde slået hul på mine bukseknæ, og jeg svarede hende, at det var helt omvendt af, hvad hun troede: At det i virkeligheden var mine bukseknæ, der havde slået hul på mig.