Louise Juhl

Hvad kan vi skrive om, og hvad skal vi skrive om.
Skal skriften komme ud af et ønske om at overbevise og vinde (et slag, en diskussion) eller ud af en drøm om at mødes, tale med i stedet for at tale om. Et sted, der ikke er mit og ikke dit, men vores. Er det forkert at være ”sig selv” i skriften, kald det personlig eller privat. Grænsen er hårfin, og og der er mange om at definere den. Nogle mener, at det at bruge af hovedstolen, tage udgangspunkt i sit eget liv i bedste fald begrænser tekstens rækkevidde, i værste fald er udtryk for selvoptagethed. De mener, at ”vi” (hvem “vi” så er, er en anden diskussion) må løfte os ud af den personlige erfaring, op i et helikopterperspektiv, hvorfra vi kan overskue verden og dens sammenhænge. Andre mener omvendt, at det ikke giver mening at tale fra oven, når vi gror og vokser nedefra og op. Vi mennesker møder verden gennem vores sanser, hvad vi ser og mærker, hører, dufter og smager. Det er gennem kroppen, vi indoptager verden: først efterfølgende sendes indtrykkene genem rygmarven videre op til hjernen, der bearbejder det sansede til mønstre, vi lagrer og bruger efterfølgende – som erfaring: Lægger du din hånd på en varm kogeplade, gør det ondt ->av->lad være at lægge din hånd på en varm kogeplade. Spørgsmålet er, om vi med bøger, essays primært skal adgang til og beskæfige os med mønstrene – den bearbejdede virkelighed. Eller om det kan give mening at træde tilbage i kroppen, i den uerfarne, det uerfarede, mærke dét av. Og man kan mene, at det av bliver mindre smertefuldt, hvis man betragter det fra en helikopter, der bliver i hvert fald længere mellem den krop, der læser og den tekst, der læses. Når man skriver fra den krop, der brænder sig, så taler man med store bogstaver. Man råber AV – tilføjer måske pislortpikrøv. Man græder, måske slår man slår hånd, der ikke er blevet bræntt, ind i en dørkarm. I frustration, måske, i vrede eller også for at overdøve den uudholdelige smerte fra den anden hånd. Er det et fornuftigt sted at tale fra. Behøver vi at høre fra mennesker, der råber pis og lort og røv? Muligvis ikke, men det kan vi blive nødt til. For de mennesker findes. Og de græder og har ondt. Måske slår de hånden ind i en mur. Eller de skærer i sig selv. Eller de sparker til hunden, fordi den nu engang ligger nærmest. Og hvis ikke vi hører på de mennesker, hvis vi bare lader dem ligge der mederes brandsår og frustration og mishandlede hund, ja så er kan man frygte, at det ikke bliver anderledes. At de – og måske heller ikke vi selv – nogensinde forstår, hvem de er, hvor de taler fra, hvorfor de taler, som de gør.

Vi siger, at vi lever i et demokrati, at alle har lige ret, at alle stemmer skal høres. 

Jeg startede faktisk det her indlæg et helt andet sted. Fra et meget vredt og såret sted. Der, hvor man råber grimme ord og græder og banker panden ind i en mur, for at få sig selv til at holde kæft.
Jeg skrev:
”Er det personlige pinagtigt, er det upersonlige pænere. Skal skriften komme ud af et ønske om at vinde (et slag, en diskussion) eller ud af en drøm om at mødes. Et sted, der ikke er mit og ikke dit, men vores. 
Er det forkert at være sig selv og hvis ja, hvem skal man så være. En anden? Nogen andres? Handler det om, at vi nok siger at vi skal og rumme og favne hinanden, men at det er et ønske med en lang række forbehold. For nok skal vi tale sammen, men vi skal tale på en bestemt måde. Vi skal vare vores ord, vi skal tilberede dem, som man tilbereder et måltid. Vi serverer jo heller ikke en fuldfed beskidt gris, nej vi fodrer den op, slagter den, skærer den ud i tern eller hakker den til fars, som vi krydrer med løg og former det til en frikadelle. En lille smørstegt lækkerbisken, mundret, klassisk. Grisen vil vi ikke tænke på, den mudrede lyserøde stakkel – alle de skrig og øf. Puha, nej ellers tak.
Vi vil gerne rumme og forstå og lytte og tale – men kun på afstand, Vi vil pakke virkeligheden ind i velformulerede sætninger, holde den ud i i strakt arm, vende og dreje og den. Og er den for brutal, for rå, for virkelig, ja så siger vi som prinsessen i Klods Hans: – “dur ikke, næste”. 
Problemet er bare, at det ikke er alle grise, der er lavet af marcipan og ikke al virkelighed, der smager godt. Det er ikke alt, der passer ind på menukortet. Den syge orker ikke at anrette sin virkelighed -de væskende sår, rygerlungerne, hallucinationer- pænt. Den ensomme magter ikke at smile, den vrede ikke at udtrykke sig høfligt. Det er fint nok med rummelighed, siger vi, der skal være plads til alle – også dem med grimme eller triste følelser. Bare de ikke forstyrrer den gode stemning, forstås.
Frikadeller, det er det, vi vil ha’. Ikke mudder og gylle. 
-Men det blev for vredt, og så skrev jeg det, der står øverst i stedet. Shame on me.