Louise Juhl

Det er altid godt at blive klogere, men det er ikke altid rart.
I går lyttede jeg til “Sygt nok”, et afsnit fra den 20. november 2020 med undertitlen “Bare ryg, drik og spis – så længe du er veluddannet”. 
Programmet handlede om social ulighed og hvordan en sådan afspejler sig i befolkningens sundhedstilstand. Altså: Middellevealderen for de økonomisk bedst- versus de ringest stillede er ti år. 
Ti år! Det er jo helt vildt.
I studiet var der besøg af professor i infektionsmedicin, Morten Sodemann, og Annette Kjær Ersbøl, professor ved Statens Institut for Folkesundhed. 

Programmets vært, Maja Thiele, er læge med speciale i leversygdomme, og har både arbejdet på Hvidovre og Gentofte hospital. Her har hun mødt mange patienter med skrumpelever, en sygdom som er dødelig og umulig at helbrede. Men dødelig er vi jo alle, så det er helt afgørende hvor mange leveår, man kan forvente at leve efter en diagnose. I Hvidovre overlever gennemsnitspatienten to-tre, fire år. I Gentofte er det tilsvarende tal ti – ja for nogles vedkommende – tyve år. 
-Sygdommen ved helt sikkert ikke, hvad postnummer patienten bor i. Så hvad ligger da til grund for forskellen? Uens behandlingstilbud? Bedre fysisk og psykisk udgangspunkt? Miljø, arv?
Sandheden er, at der ligger et hav af forklaringer til grund. 
Evne og ressourcer til at følge op på en behandling, for eksempel. At magte at stoppe med al form for alkoholindtagelse. Tage sin medicin. Møde op til opfølgninger og samtaler. Have et socialt netværk, der bakker op og hjælper, også de dage, hvor det næsten ikke er til at klare.

Er du i forvejen udfordret. Har svært ved at komme op om morgenen og færdes i et miljø, hvor alkohol er en del af dagsorden. Er du ensom og flasken din bedste ven. Ja så er det knap så enkelt. For hvor skal du finde kræfterne fra. Hvem skal køre dig til behandling på hospitalet (du har muligvis ikke bil). Hvordan husker du at tage din medicin, og hvem kan du dele de svære tanker og situationer med? Finde kræfter og lade op hos?
Al den slags, som ikke er direkte relateret til sundhedsvæsnet eller den medicinske behandling, er helt afgørende for, i hvor høj grad en patient magter og evner at gøre brug af de tilbud, de stilles i udsigt. 
I programmet blev der også brugt termen ”forhandlingsevne”. Det kan lyde som noget fra et poltisk træningsprogram, men i det her tilfælde er det mere hverdagsligt: 
Hvor trænet er du i at fortælle, hvordan du har det? Altså hvad du føler, hvorhenne, hvor stærkt, hvor ofte og i hvilket omfang. 
I hvor høj grad stoler du på dine egen oplevelser, tager smerter og ubehag alvorligt, giver det sprog. “Det skal arbejdes væk”, sagde min morfar altid, når han havde ondt eller var syg. Han var ikke så meget til snak, lad os sige det sådan. Men har man smerter i venstre arm, åndenød, svimmelhed, tiltagende træthed, kan det være ikke bare nyttigt men afgørende at sætte ord på, råbe op, hallo jeg har ondt! Tænker man omvendt, ”det nytter ikke at pive” eller “det skal arbejdes væk”, så risikerer man at ende med en blodprop i hjertets, der kunne være undgået, hvis man havde udtrykt sine smerter, taget kroppens signaler alvorligt.

Morten Sodemann fortalte om højtlæsning for børn. At læse højt giver børnene et sprog og hjælper dem til at fortælle deres egen historie. Det giver dem ord til at udtrykke sig. Ikke at behøve at nøjes med: jeg er bange, men også at sætte ord på, hvordan ’bange’ føles. Hvorhenne det føles. Hvornår det føles.
Det samme med mavepine, hovedpine: hvordan gør det ondt, hvorhenne. Er det en dump og dyb smerte eller føles den skærende og skarp? 
Er den der hele tiden eller kun en gang imellem – og er der særlige situationer, den opstårEvnen til at sige, ikke bare hvor det gør ondt, men hvordan, kan være helt afgørende for, hvilken behandling lægen tilbyder dig. Og er du uøvet i at udtrykke den slags, risikerer du at give et i bedste fald ufuldstændigt- og i værste fald urigtigt billede af dine symptomer. Og dermed få den forkerte eller slet ingen behandling.
Det er bare sådan, at højtlæsning for børn i langt langt højere grad praktiseres i familier hvor forældrene har en lang uddannelse end i dem med kortere uddannesesbaggrund. Så også her slår sociale faktorer igennem ikke bare i første men også andet led, for forhandlingsevne er afgørende for, at lægen forstår de symptomer, der beskrives.
(Her må jeg virkelig også indsparke hvor fuldkommen afgørende lægernes rolle er: I hvor høj grad evner de at sætte sig i deres patienters sted, stille de rigtige spørgsmål, lytte med andet og mere end et lægefagligt vokabular for øre, tage sig tiden til at forstå også det knap så indlysende)

Så er der alt det praktiske: 
Har du som patient råd til at lægge ud for transport til og fra behandling? Det kan for folk, der bor i udkantsområder hurtig beløbe sig til tusinde kroner. Det er bestemt ikke alle, der har tusinde kroner at lægge ud af. 
Er du ansat på en arbejdsplads, hvor lægebesøg er accepteret og selvfølgeligt, eller arbejder du et sted, hvor det er ildeset og måske til stor gene for dine kolleger, at du er væk? 
Er du i stand til at overholde medicinering på klokkeslet? 

En rapport Morten Sodemann har stået for, undersøger blandt andet behandling og overlevelse blandt patienter med akut leukæmi. Den viser, at de fobederinger, der er opnået stort set kun er kommet de mest velstillede og længst uddannede til gode. En læge udtaler om det faktum: 
”Er det en intelligent og disciplineret person som forstår hvad lægen siger (….) eller er det en person med laissez-faire holdning (…) Hvis det er en person med en lidt lasket holdning til tingene, så er man måske mere tilbøjelig til at sige, at vi udsætter transplantationen til relaps [tilbagefald], for det kræver virkelig meget disciplin og forståelse af patienten at gennemgå behandlingen”
Længden af din uddannelse bliver på den måde afgørende for, om man bliver tilbudt den bedste behandling.
-Og ja, det er et spørgsmål om ressourcer og om at bruge pengene der, hvor de gør mest gavn. 
Men det er fandeme også at overlade dem, der i forvejen har det sværest, med de ringeste kort!

Nå, det korte af det lange er, at det her er et vanvittig vigtigt emne, og at der næppe findes nogen nemme løsninger. Men at det IKKE er det samme, som at man ikke skal gøre noget for at sikre, at uligheden i sundhedstilstand mindskes.