Louise Juhl

Dagen efter er der arrangement på biblioteket, en præsentation af forårets bøger. Jeg sidder allerbagerst og ser ind i række efter række af rejste nakker. En kvinde bliver ved at række bagud med sine hænder, trække i sin hestehale, af en eller grund giver det mig lyst til at skrige. 

Efter præsentationen får vi tilbudt ”noget at drikke og lidt godt til ganen.” De har stillet det hele frem på et rullebord af metal, små plastikkrus med hyldeblomstsaft og solbærdrik og tareteletformede papbægre med saltede nødder. Jeg tager af begge dele, solbærdrik og nødder, for et syns skyld og går rundt sådan, med fyldte hænder, i det meste af en time. Ser på folk, der drikker og spiser og snakker og ler. Tænker, at det vel er sådan man gør, sådan, jeg må lære at gøre. 
Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige og heller ikke hvem, jeg skal sige det til, så jeg bliver stående, indtil en ældre bibliotekar råber ”hallooo” og tager ordet.
”Det er dejligt at se så mange fremmødte til vores arrangement, jeg håber I har nydt eftermiddagen lige så meget, som vi har. Kom godt hjem.” 
Folk klapper. 
Jeg stiller saft og nødder fra mig og gør det samme. Klapper og går hjem.

Min mor har kogt torsk og kartofler, ”det er magert og meget sundt”, forsikrer hun. Jeg svarer, at jeg lige har spist tre håndfulde nødder og drukket det meste af en liter saft. At jeg virkelig ikke kan få en bid mere ned. 
”Ellers tak.”