Louise Juhl

Fuglene forsvandt, før du nåede at vinke farvel. Nu var der kun duer tilbage, og selvom de havde vinger og kunne flyve, var de ikke dine fortrolige. Så du sad alene på din altan og røg cigaretter. den ene efter den anden. Du formede dine læber til et O og pustede ringe af røg. Jeg spurgte dig engang, mest for sjov, om det var røgsignaler, du sendte afsted?
Du svarede: Er alt ikke det. Signaler, altså?

Du sov ikke om natten, du var bange for mørket, sagde du. Så du holdt dig vågen, sad ude på altanen – om vinteren bar du tykke handsker og lavede kuskeslag for at holde varmen. Du røg som en skorsten, “det er jeg nødt til”, sagde du, “det er min eneste kilde til lys” – cigaretternes orange glød.
Du tænkte meget på fuglene, betroede du mig: På, om de var bange for mørket, ligesom dig, om det var derfor, de forsvandt?
Jeg jokede tit med, at selvom alt andet i verden ophørte med at være, så ville du stadig sidde tilbage på din altan og ryge dine Kings. Sende røgsignaler ud i natten, små beskeder til fuglene: “Englene fører 3-1” eller “Når sten drømmer er det om at være af glas.”

Jeg ved ikke, om du sidder der endnu – på din altan og skriver beskeder til de natterædde fugle, men jeg kan godt lide tanken om, at du gør.
Kh