Louise Juhl

Jeg har lige læst en bog færdig. Det lyder så nemt, så ligetil: Jeg har læst en bog og nu er den færdig. Men det er sådan med bøger, gode bøger i hvert fald, at de aldrig er færdige, at man aldrig bliver færdig med dem. 
Bogen jeg har læst er “Mit navn er Lucy Barton”, jeg har nævnt den før, og jeg vil helt sikkert nævne den igen. Det er en bog om næsten ingenting – og dermed alt. Det er en bog om en kvinde, der får besøg af sin mor på sygehuset. Det er en bog om en far, der aldrig kommer på besøg. Om en nabo, der dør, og en ægtemand, der forsvinder – eller måske bare aldrig rigtig har været der. Det er en fortælling om et samfund. Om fattigdom og hierarkier. Og om at sandheden nogle gange viser sig at være allermest til stede i det, der ligner løgn. Jeg har lyst til at citere hele bogen, men har valgt et afsnit, der i al sin upåfaldenhed er vanvittig vigtigt og voldsomt. Uddraget er en samtale mellem en skrivelærer og hendes kursist. Kursisten forsøger at komme i snak med forfatteren (hun hedder Sarah Payne), der dog virker som om, hun helst er fri:

“På vej hen mod døren, som om hun havde tænkt sig at følges med Sarah ud fra lokalet, sagde kursisten: “Jeg kendte engang en i New Hampshire.”
For mig at se virkede Sarah lidt fjern: “Gjorde du?,” sagde hun.
“Ja, Janie Templeton. Kender du hende, Janie Templeton?”
“Nej.”
“Hendes far var pilot. For et luftfartsselskab. Pan Am eller sådan noget, det var dengang,” sagde denne kursist, der ikke var ung. “Og han fik et nervesammenbrud, Janies far. Han begyndte at går rundt derhjemme og onanere. Jeg fik at vide af en eller anden senere at Janie havde set det – det var måske da hun gik i High Scchool, det ved jeg ikke, men hendes far begyndte at gå rundt derhjemme og onanere helt tvangsmæssigt.”

Jeg blev iskold midt i Arizonaheden. Jeg fik gåsehud over hele kroppen. 
Sarah Payne rejste sig: “Jeg håber sandelig ikke han fløj ret meget. Nå.” Og hun så på mig og nikkede til mig: “Vi ses i morgen,” sagde hun.
Jeg havde aldrig før hørt om dette “dét” – som jeg kaldte det for mig selv – og har heller aldrig siden hørt det beskrevet på samme måde som det var foregået hjemme hos os.
Jeg tror det var næste dag at Sarah Payne snakkede med os om, at vi skulle skrive med hjertet lige så åbent som var det Guds hjerte.”

Det vilde er, at det her uddrag står på side 157. 
Bogen er på 187 sider i alt. 
Intet sted før nu står der bogen nævnt noget som helst om, at der er foregået noget a la “dét” i jegfortællerens hjem. 
Det kommer simpelthen som en bombe. Bum. Slår benene væk under læseren. Alt hvad der hidtil har stået i bogen fremstår nu i et helt nyt lys. 
Og så uddragets afslutning, hvor skrivelæreren snakker med sine elever – inklusive jegfortælleren, der selv er forfatter – om at skrive med hjertet lige så åbent, som var det Guds. 
Det står jo i den vildeste modsætning til bogen selv, der altså indtil nu har holdt det måske væsentligste i jegfortællerens liv skjult for sin læser. “Dét.” Som hun ikke kan nævne som andet end – “dét”
Pludselig er alt vendt på hovedet. Sandhed og fortielse, fortælleren og det fortalte, læseren og det læste. Hvad der er hvad, hvem der er hvem. 
Måske er jeg dårlig til at forklare, måske er det bare mig.
Jeg synes det er så fremragende. Altså ÅH. Og sådan er hele romanen fyldt med bomber, tæppe-væk-rivende små scener, sindssygt skarpe iagttagelser. 
Læs, læs, læs