Louise Juhl

Jeg husker engang, jeg var med min mor til forældre-konsultation. Hvordan vi sad omkring bordet: 
Læreren på den ene side og min mor og mig på den anden. 
Jeg havde en nederdel på – med blonder forneden, hvis mønster jeg hele tiden stak mine fingre ind i. Min mor blev lige sp insisterende ved at fjerne min hånd, om og om igen. Hun sagde ikke noget, lagde bare sin hånd ovenpå min og flyttede dem begge. Jeg forstod godt, hvad hun sagde, også selvom hun ikke sagde noget. Jeg forstod godt, at det var dumt, hvad jeg gjorde. At jeg risikerede at flænse stoffet på min yndlingskjole. Alligevel blev mine hænder ved at søge tilbage. Til blonderne og mønstret med de mange huller. 
Læreren lagde ud med at sige, at hun egentlig ikke havde noget at sige. Om mig, altså. Jeg var en god elev, flittig, dygtig. Og en god ven også, faktisk var jeg den eneste elev, hun ikke behøvede at tage hensyn til, når vi skulle flytte pladser i klassen. “Louise, hun kan sidde ved siden af alle,” sagde hun, jeg tror, det var ment som en ros. 
Så gik vi igen, min mor og jeg.
Jeg har altid gjort det rigtige. Måske pånær, da jeg stjal en halvtredser fra min mors pung. Jeg var elleve og ønskede mig brændende en Bobby&Kate stiftblyant, som jeg havde set i en kiosk på Gammel Gugvej. Blyanten kostede mere, end jeg havde råd til, og var det, at jeg kom til at tage af min mors penge. Der gik kun et par dage, så lagde jeg sedlen tilbage igen. Jeg kunne simpelthen finde ud af bruge den. I timevis sad jeg ud på toilettet med låst dør og græd, før jeg tog mig sammen og listede halvtredseren tilbage i min mors pung. 
Nåja: Jeg har også spist vindruer i Føtex engang, uden at betale for dem. Jeg blev taget med ind i bagbutikken af en detektiv og fik en reprimande og indehaveren anslog, at jeg havde spist for mindst femten kroner, som jeg måtte betale tilbage. Og så har jeg lånt et skrabelod. Jeg arbejdede i en kiosk to dage om ugen og en aften efter lukketid tog jeg et skrabelod, ét af dem til en tyver, og lagde i min lomme. Da jeg kom hjem, skrabede jeg felterne fri med en mønt. Til min store skræk var det med gevinst: 400 kroner.

Nu mangler jeg kun at fortælle, hvad jeg gjorde af kjolen med blonderne.